Samlingsfaktor i Europa

TV & radioanmeldelse af Gitte Seeberg

TV & radioanmeldelse af Gitte Seeberg.
TV & radioanmeldelse af Gitte Seeberg. Foto: .

INTET SOM FODBOLD kan samle folk både på og uden for banen. Det er i disse uger spændende at tænde for tvet og følge med i EM. Der er masser af fantastisk spil, følelser og fællesskab, som udfolder sig. Det står i skærende kontrast til den farce, det har været i selv samme periode at lukke op for tvet og følge med i det drama, der har udspillet sig i skatteforhandlingerne.

LÆS OGSÅ: Publikum vilde med EM: Ny tilskuerrekord

Stort set hver aften i de tre uger, EM varer, er millioner af europæere forenet over skærmen i 90 minutter. Men også over Facebook, hvor der er livlige diskussioner og kommentarer på tværs af landegrænserne, når resultaterne diskuteres med venner, man har mødt på ferier eller i jobsammenhæng.

Det gælder også i den fysiske verden på Place Luxembourg i Bruxelles, Kongens Have i København og mange andre steder rundt omkring i de europæiske byer. I disse uger har millioner af fans også stiftet nærmere bekendtskab med Polen og Ukraine, hvor der er blevet smagt på polsk og ukrainsk kultur og madvarer, når der ikke har været kamp på stadion.

Fodbolden er med til at skabe en anden forståelse og bygge en anden slags bro end den, politik og arbejdsrelationer kan bygge.

Men imens de forskellige nationaliteter mødes på og uden for banen og uddeler krammere, sker det samme ikke på den politiske bane. I stedet bølger diskussionerne frem og tilbage og handler mest af alt om den økonomiske krise, gæld, hjælpepakker og bankpakker. Ikke just noget, der har forenet landene gennem den senere tid.

Frustrationerne i Sydeuropa stiger i takt med arbejdsløsheden og nedskæringerne. Grækere, spaniere og andre har været på gaden for at demonstrere imod den tyske disciplin og sparekrav. Dermed vokser den politiske splittelse mellem landene i stedet for at bringe dem tættere sammen i en tid, hvor der er rigeligt med udfordringer at stå sammen om såsom økonomi, klima, forskning, jobskabelse samt at styrke nye sektorer, der skal drive væksten i fremtiden.

Når Danmark overdrager EU-formandskabet til Cypern dagen før EM-finalen, den 1. juli, er de fleste enige i, at embedsværket har leveret varen, mens de politiske visioner og den folkelige fortælling ikke har kunnet trænge igennem. Det er svært midt i krisen at samle opbakning til EU-samarbejdet. Det stiller de europæiske politikere over for en hård opgave i den kommende tid.

De sydeuropæiske lande er imidlertid langt bedre stillet på banen end på de bonede gulve. Grækenland vandt EM i 2004. Italien vandt VM i 2006. Spanien har en reel chance for at vinde EM igen den 1. juli. Muligheden er der endda for, at det igen bliver et opgør mellem Tyskland og Spanien i finalen.

Foreløbig skal de to lande spille hver sin semifinale. Tyskland skal spille sin på torsdag mod Italien efter dramakampen søndag aften. På det tidspunkt vil EUs stats- og regeringschefer være samlet til EU-topmøde i Bruxelles. Mon ikke de også vil følge med foran skærmen? Forhåbentlig kan den europæiske fodboldglæde inspirere politikerne. Der er i hvert fald stærkt brug for, at der kommer en ny samlingsfaktor i EU, når EM slutter om kort tid.

Gitte Seeberg er generalsekretær i WWF, Verdensnaturfonden