Prøv avisen
Mediekommentar

Satireprograms beskyldninger mod Henrik Sass Larsen var ikke i orden

Det var ikke elegant, at ”Den Korte Radioavis” efter valget beskyldte den nu sygemeldte topsocialdemokrat Henrik Sass Larsen for at have et seksuelt forhold til en mandlig partifælle, har Radio24syv-direktør Jørgen Ramskov erkendt.

Af Kurt Strand

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Den Korte Radioavis' beskyldninger om at Henrik Sass Larsen (S) skulle have haft et seksuelt forhold til en mandlig partifælle var ikke i orden, mener Kurt Strand

ET GAMMELT mundheld siger, at det ikke er i orden at slå på en, der ligger ned. Et sundt princip, som dog ikke gælder for satire. Den må og skal nemlig have vide grænser, hvis den skal give mening. Og så skal den have fokus rettet mod magthavere, der endda ofte vil se det som et anerkendende ridderslag, når de bliver spiddet af satiremageres spidse penne.

Med dette udgangspunkt var det derfor ikke i orden, da Radio24syvs daglige program ”Den Korte Radioavis” lige efter valget beskyldte den nu sygemeldte topsocialdemokrat Henrik Sass Larsen for at have et seksuelt og narkotikapåvirket forhold til en mandlig partifælle. Beskyldningen blev præsenteret som et rygte, baseret på ”en lille kilde” og turneret som en tilsyneladende kendsgerning i det ofte kaotiske satireunivers.

Og det var ikke i orden, erkendte Radio24syv-direktør Jørgen Ramskov mandag i ”Q&A”, kanalens ugentlige mediemagasin: ”Det var ikke elegant.” Hvorefter han lovede at undskylde over for den indtil nu ukendte socialdemokrat. En undskyldning, som ifølge Berlingske i går blev afleveret tirsdag eftermiddag.

Det er anden gang inden for kort tid, at Radio24syv-direktøren har lagt sig fladt ned og undskyldt satire. Den 1. april lavede radiostationen nemlig en temmelig grov joke med Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti i form af en opringning, hvor hun fik at vide, at en lastbil var kørt ind i hendes og partifællens restaurant i Mariager. Og ikke nok med det – en person var død som følge af ulykken.

Dét var over grænsen. ”Det er ikke sjovt at lave sjov med dødsfald, og man skal ikke ringe til folk på den måde,” lød det et par dage senere undskyldende fra Jørgen Ramskov i Ekstra Bladet.

Med hvad er egentlig sjovt? Dét, som er lårklaskende grinagtigt for nogle, er for andre tåkrummende pinligt. Sådan skal det være med satire. Derfor er den afgørende grundpræmis, at undskyldninger som i de to Radio24syv-eksempler skal være sjældne undtagelser.

TILBAGE ER en nok så vigtig overvejelse. Nemlig hvordan satire skal klare sig i en tid, hvor falske nyheder flyder rundt i et omfang og med en hastighed, som aldrig er set før.

God satire tager afsæt i virkelige personer og hændelser. Det samme gør i vid udstrækning strømmen af falske nyheder, og det er for hver enkelt af os blevet stedse vanskeligere at gennemskue, hvad der er hvad. I USA har en undersøgelse vist, at 12 procent af seerne tillægger satireprogrammet ”The Daily Show” så meget sandhedsværdi, at det optræder som deres vigtigste nyhedskilde.

Helt så galt står det ikke til her i Danmark, omend et universitetsspeciale for et par år siden påviste, at især konspirationsteorier i ”Den Korte Radioavis” havde en vis klangbund blandt lytterne.

Dét kalder på refleksion blandt journalister, redaktører og mediechefer, som i forvejen slås med bundplaceringer i årlige troværdighedsmålinger. Og i hvert fald på en tydelig deklaration af, hvad der er god, klassisk og magthaverkritisk satire.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.