VED ET TILFÆLDE hørte jeg forleden, at TV 2 med omhu besluttede at placere første afsnit af den nye sæson af ”Badehotellet” efter VM i håndbold. Det var klogt, for hvis ”Badehotellet” var kollideret med en vigtig VM-kamp, var førstnævnte i stor stil blevet valgt fra.
2,7 millioner danskere så Danmark vinde finalen i søndags, og bortset fra et afsnit af ”Matador” har intet program før samlet så mange. Men nu skal ”Badehotellet” nok klare sig, for serien er driftssikker. Mandag aften gik det atter løs, og vi er nået til 1939, hvor hovedparten af sommergæsterne endnu ikke har fattet alvoren sydfra. De mest karikerede skuespilmanerer er til gengæld blevet neddæmpet, og mens fru Figh, grosserer Madsen, køkkenpersonalet og de andre bader, spiser og konverserer sig gennem dagene, gør man sig tanker om danskernes tv-vaner.
De store milliontal samler sig især omkring landskampe, ”Badehotellet”, ”X Factor” og royale begivenheder, og det synes ret oplagt at tolke dette som et slags vidnesbyrd om menneskets lidt indadvendte, nationalt sindede natur. Den er vigtig at forstå i disse år, hvor vi både her og i det øvrige Europa lærer en del om befolkningers længsel efter samhørighed.
30 INTELLEKTUELLE EUROPÆERE – heriblandt vor egen Jens Christian Grøndahl – udsendte forleden en skrivelse, hvori de råber vagt i gevær angående et Europa, som de mener kan drukne i populisme. Denne udlægges som bekendt af mange som en primitiv og nationalistisk kraft båret af et vist fremmedhad, og mandagens afsnit af ”Badehotellet” rummede da også en henvisning til et idylliseret dansk selvportræt.
Grosserer Madsens datter Amanda hyres til at lave en reklamefilm om Danmark, der skal tiltrække tyske turister ved at fastholde en bestemt version af en statisk eventyrverden. Her lurer en kritik af lukket national mentalitet, og den skal man bestemt også være årvågen over for, men vor tids store problem er, hvis den skepsis fører til ringeagt i synet på trangen til at hvile sikkert i sit eget land.
Den trang vil sandsynligvis altid eksistere, hvilket længe er blevet undervurderet, og heller ikke de 30 intellektuelle brevskrivere synes helt at forstå, at folkeslag midt i global uoverskuelighed kan rumme en længsel efter det genkendelige. Seertallene vidner om det, og ”Badehotellets” store succes er svær at tolke som andet end et billede på glæden ved at mærke fortrolighed med egen historie, eget sprog, egen humor og egen strand og klit.
Serien er hverken dyb, dramatisk eller original. Men den er tryg, den rører hjerterne lidt på samme måde, som når håndboldspillerne med deres små børn på armen tager imod den store hyldest, og der er ingen grund til at ironisere over den form for tv. Den udtrykker først og fremmest en taknemmelighed over at høre sammen ét bestemt sted på Jorden, og jo mere man blandt europæiske intellektuelle lægger afstand til netop den følelse, desto mere vil seertallene til bestemte programmer vokse.
De afslører en længsel.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.