Leif Hjernøe: Selv i fodbold fortjener kvinderne ligeværd

Kvinderne var her, der og alle vegne, da Leif Hjernøe så DR3 torsdag den 29. august 2019. Programemnerne er et tidstypisk billede af vores samtid, skriver han i mediekommentaren

Leif Hjernøe: Selv i fodbold fortjener kvinderne ligeværd
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

ATTER EN AFTEN foran skærmen, hvor programlægningen samlet set tegnede et tidstypisk billede af vores fælles tumultariske samtid.

Vi er vist mange mænd, der i dag må sande, at selv i fodbold har kvinderne gjort sig fortjent til ligeværd og ligestilling. Det skete i torsdags med en sejr på 8-0 over Malta i EM-kvalifikationen i fodbold. Kvindelandsholdet indledte dermed på den mest ønskværdige måde den lange rejse frem mod EM-slutrunden i 2021.

Ejendommeligt nok havde man på DR 3 nøjagtig samtidig programsat en irsk dokumentarudsendelse fra 2015 med titlen ”Voldsomme piger”. Den irske journalist Vogue Williams besøgte kvinder, der lever og ånder alene for kampens skyld. Undervejs i den meget detaljerede miljøbeskrivelse lærte seerne især Christina McMahon, Irlands eneste professionelle, kvindelige bokser at kende.

Det var en ret frygtindgydende introduktion til en livsstil, man ellers ikke som mand havde kunnet forestille sig. Tænk, at kvinder indlader sig på at blive banket sønder og sammen så lystbetonet. Flækkede øjenbryn og blod i urinen efter slag i nyreregionen blev omtalt nærmest som en fornøjelse.

OGSÅ SENERE TORSDAG AFTEN var der tale om meget sigende sammenfald af programemner. På DR K sendte man det Oscar-nominerede fransk-tyrkiske drama fra 2015 ”Mustang”. Handlingen tog sig kortfattet sådan ud: I en tyrkisk by bor fem forældreløse søstre sammen med to ældre slægtninge. På vej hjem fra skole pjatter pigerne med nogle drenge.

At komme til verden i en mandsdomineret verden fik vi fotografisk dokumenteret i den nye serie ”Tillykke, I skal have trillinger!”. Igen: Hvor heltindemodigt at lægge en tilsyneladende spinkel og dog imponerende stærk krop til en flerdobbelt fødsel, der ifølge foromtale af næste afsnit bliver gennemført ved kejsersnit. At det går forsvarligt og godt, må vi regne med. Serien var vel ellers ikke blevet til noget. For børnene må det blive en stærk oplevelse om nogle år at skulle overvære egen fødsel på tv.

VED TRILLINGEGRAVIDITET er risikoen for for tidlig fødsel stor, så Maria håber, hun kan holde ud til minimum uge 28. Så heldige er Ida og Martin ikke. Deres værste mareridt bliver til virkelighed, da deres trillinger kommer ud 12 uger for tidligt. For Debbie og David går livet med deres tre etårige børn i vante trummerum. De arbejder på skift for at få hverdagen til at hænge sammen og ser meget lidt til hinanden.

SÅDAN: Hvert serieafsnit er ”kogt ned” til en varighed af kun 28 stærkt livsbekræftende minutter. Hjertelig tak, fordi I så generøst har delt strabadserne med så mange. Tillykke med det!

Lidt ironisk var det, at seerne i en anden ombæring på TV 2 Charlie fik serveret den gamle originale udgave af den danske film fra 1953 ”Far til Fire”, så man kunne gå i seng en varm sensommerdag smånynnende:

”Det er sommer, det er sol, og det er søndag. Alle hjerter er så glade og fri.”

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.