Sørine Gotfredsen: Det er en sentimental forestilling, at en slags frelse skal komme fra unge

I klimadebatten og i populærkulturen placeres unge på en piedestal. Det er ikke et godt tegn i et samfund, skriver Sørine Gotfredsen

Et program som ”X Factor” har i årevis været med til at placere helt unge mennesker på en piedestal, hvor dette at være ung hyldes som noget mere værdifuldt end at være ældre. Her dommer Thomas Blachman foran deltagere i programmet X Factor. Arkivfoto.
Et program som ”X Factor” har i årevis været med til at placere helt unge mennesker på en piedestal, hvor dette at være ung hyldes som noget mere værdifuldt end at være ældre. Her dommer Thomas Blachman foran deltagere i programmet X Factor. Arkivfoto.

Det er ikke et godt tegn, når et samfund i overdreven grad dyrker barnet og ungdommen.

For mens én ting er, at flere i dag over 40 år forsøger at fastholde et image som ung, findes der samtidig en forestilling om, at en slags frelse skal komme fra de yngste iblandt os.

Den evige sangkonkurrence, X Factor, der nu sendes på TV 2, vidner om fænomenet. I fredags udtalte én af dommerne, Thomas Blachman, til en purung pige på scenen, at hun og hendes generation burde have meget mere at skulle have sagt, da de med deres rene sind for eksempel aldrig ville have lukket Radio 24Syv eller smadre andet af alt det, der er fantastisk.

Ordene udgjorde midt i deres lidt kaotiske sammensætning en karakteristik af tidens idé om de skyldfri unge mennesker, der i modsætning til de mere fordærvede voksne ville være i stand til at skabe en bedre verden, hvis blot man lyttede mere til dem.

Samme tone præger som bekendt klimadebatten, hvor en 16-årig svensk pige på få måneder har fået status af en slags from profet, og retorikken angående de voksne, der er i færd med at ødelægge den verden, som børnene skal arve, gavner ikke.

Den bidrager til en kunstig sondring mellem mennesker bygget på illusionen om, at den unge næsten er af en anden race end den ældre, hvilket ansporer til sentimentalitet og får os til at glemme, at jo også barnet og den helt unge rummer den fejlbarlighed, der kendetegner mennesket som sådan.

Det er samme forglemmelse, der får mange til at fejllæse de berømte ord fra Markusevangeliet, hvor Jesus siger, at Himmeriget tilhører de små børn.

Man kan nemt forledes til at tro, at ordene betyder, at børnene skal ses som renere end andre og derfor har forrang hos Guds søn, men sådan skal det næppe forstås. Snarere er meningen, at enhver, der skal komme til tro, i ren umiddelbarhed må nære spontan tillid til, at man vil blive beskyttet.

Ikke som et barn, der netop mangler af erfaring at vide, at det er umuligt at bære sin egen eksistens, men som en moden person, der vil forlade sig på, at det er noget andet, der bevarer ens liv.

På den måde gælder barnekåret også for den voksne, og denne afgørende kristne visdom kan være med til at holde den værste barnesentimentalitet i skak. Et program som ”X Factor” har i årevis været med til at placere helt unge mennesker på en piedestal, hvor dette at være ung hyldes som noget mere værdifuldt end at være ældre.

Netop denne overfladiske dyrkelse kom til udtryk i Thomas Blachmans seneste lille tale til nationen, der ligger helt i tråd med opfattelsen af, at det er de rene unge hjerter, der skal tage det store slæb i kampen for klimaet.

Det er ikke et godt tegn i et samfund. Mentaliteten udspringer af en vis desillusion og rummer en risiko for at overdyrke et naivt og forførende menneskesyn. Desuden er der ingen grund til at tro, at det gavner børnene og de unge. For en voksen er det udmattende at blive opfattet som frelser. For et barn må det være endnu værre.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.