Shorts hører ikke hjemme i seriøst fjernsyn

Flere gange i de seneste uger har mænd siddet i seriøse programmer og debatteret med bare ben og sandaler, og med den fremtoning mister deres ord vægt, mener Sørine Gotfredsen

Jeg troede, at det var løgn, da vært Felix Smith i sidste uge trådte ind i studiet i TV 2-programmet ”Go´ aften Danmark” i nogenlunde samme mundering, som han sikkert ville tage på stranden i. Det virkede ikke jovialt og afslappet. Det virkede useriøst, mener Sørine Gotfredsen.
Jeg troede, at det var løgn, da vært Felix Smith i sidste uge trådte ind i studiet i TV 2-programmet ”Go´ aften Danmark” i nogenlunde samme mundering, som han sikkert ville tage på stranden i. Det virkede ikke jovialt og afslappet. Det virkede useriøst, mener Sørine Gotfredsen. Foto: Iris/Scanpix/modelfoto.

Der er flere gode grunde til at glæde sig over, at vejret er blevet køligere og mere menneskeligt. For eksempel nærmer vi os afslutningen på den fase, hvor man kunne risikere uden varsel at opleve mænd optræde i fjernsynet iført shorts.

Det er et fænomen, der handler om meget mere end æstetik, for mens det absolut helt generelt gør noget godt for menneskets udseende at have tøj på kroppen, er der mere at sige.

Flere gange i de seneste uger har mænd siddet i seriøse programmer og debatteret med bare ben og sandaler, og med den fremtoning mister deres ord vægt.

Det er som om, at de i en vis forstand reduceres til små drenge, og denne sommer har mindet os om sammenhængen mellem påklædning og personlig autoritet. Den har medført en ny tiltrængt perspektivering af post-68-forestillingen om, at formel påklædning er unødvendig, da det jo er det indre i et menneske, der gælder.

Selvfølgelig er der noget om snakken. I sidste ende står og falder det med tilstanden i vore hjerter, men som så ofte før tager man fejl af den menneskelige natur og vilkårene i det daglige hierarki. Vi har i vores daglige omgang brug for at kunne genkende og respektere hinanden i forskellige funktioner, for det er trygt og meningsfuldt, og det er jo ikke noget tilfælde, at man har opfundet uniformer.

Af samme årsag studsede man en anelse, da der forleden blev vist et nyhedsindslag om de mange vikarer i folkeskolen, hvor en kvindelig lærer optrådte i cowboybukser med store huller på lårene og mest lignede en aktivist fra et ungdomshus, der var ude på ballade. Den slags gavner næppe lærerstanden.

Men tilbage til tv-studiet. Nu er det jo normalt ikke de ansvarlige bag diverse tv-programmer, der bestemmer, hvordan forskellige optrædende og indbudte gæster skal være klædt på, men man kan bestemt forvente, at studieværterne får klare instrukser. Og TV 2 har noget at se til inden næste hedebølge. Jeg troede, at det var løgn, da vært Felix Smith i sidste uge trådte ind i studiet i TV 2-programmet ”Go´ aften Danmark” i nogenlunde samme mundering, som han sikkert ville tage på stranden i. Det virkede ikke jovialt og afslappet. Det virkede useriøst, fordi manden på skærmen signalerede, at han ikke for alvor havde gjort sig umage for vores skyld. Og når han ikke har gjort det med sin påklædning, er der vel heller ingen særlig grund til at tro, at han har gjort det med indholdet.

Det er dén sammenhæng, vi har mistet sans for, og sommeren 2018 har tvunget os til at genoverveje visse normer i det offentlige rum.

Jeg vil anbefale, at man på DR og TV 2 stiller større krav til påklædning. For studieværter, naturligvis, men faktisk også for de indbudte gæster. Ja, nu kommer det. Man kunne sagtens på DR 2s ”Deadline” indføre forbud mod, at mænd møder op i shorts, da det er upassende.

Indholdet tager skade, for påklædning og respekt for samtalen hænger sammen. Tv-kanalerne må meget gerne gå forrest i en fornyet påmindelse om dette tidløse princip.