Debatdanmark er kommet hjem fra sommerferie, meningsdannerne har forladt liggestolene, og politikerne udtaler sig igen om dette og hint. Som Prædikeren siger det, er der en tid til at tie og en tid til at tale, og nu er talens tid igen oprundet.
Det er helt, som det skal være, men selvom ferien er veloverstået, er det som medieforbruger stundom velgørende at styre uden om alle de aktuelle spørgsmål og hvile øjne og ører ved andet end menneskeværk - og makværk.
For nylig kunne man også læse i nærværende dagblad, hvordan en gåtur i skoven forandrer hjernen og bekæmper bekymringer. Jeg skal ikke sige, om naturudsendelser på samme måde forandrer hjernen, men de er i hvert fald forfriskende.
Det var også tilfældet med ”Naturens gåder”, som løb over skærmen søndag aften. Værten var legendariske David Attenborough, hvis stemme og fremtoning også i alderdommen er koldblodig, engageret og ærkebritisk.
”Naturens gåder” var nu ikke så stor i slaget, og der var hverken mægtige gnuflokke eller legende hvaler. Dyrene var små, men i deres gådefuldhed havde de ført til storhed og fald for agtede videnskabsmænd. Naturen har det nemlig med at overraske, og virkeligheden overgår gang på gang den sidste teori.
Et eksempel er det australske næbdyr, som var anledning til mange hovedbrud i de lærdes samfund. Det er ærligt talt også en spøjs skabning: et lille pelsdyr med næb, som lægger æg og dog ammer sine unger. Hverken fugl eller fisk eller rettere: hverken fugl eller pattedyr.
En tidlig forsker mente, at det mærkværdige dyr måtte kalde på vores skepsis. Måske var næbdyret at regne for et bedrag på linje med søuhyrer og havfruer. Den britiske biolog Richard Owen, som døde i 1892, undersøgte næbdyret, men kunne ikke få sig selv til at tro, at dyret lagde æg. Da det ikke desto mindre viste sig at være tilfældet, led Owens ry varig skade.
Et andet eksempel er fødselshjælperfrøen, hvor hannen bærer de befrugtede æggestrenge om bagbenene indtil udklækningen. I modsætning til andre frøer og tudser har fødselshjælperfrøer derfor ikke de særlige parringspuder, som holder kønnene fast under parringen.
En østrigsk forsker, Paul Kammerer, påstod under anden miljøpåvirkning at have frembragt en fødselshjælperfrø med parringspuder og dermed have bevist, hvordan miljøet kan blive til arv. Kammerer opnåede stor anerkendelse, men siden blev hans resultater draget alvorligt i tvivl, og den østrigske biolog blev så fortvivlet, at han tog livet af sig selv. Fødselshjælperfrøen blev uforvarende en dødelig affære. (Arthur Koestler skrev i øvrigt en hel bog om Kammerer, nemlig ”Den manipulerede frø”).
Den slags historier maner til en vis ydmyghed over for naturen, som er mere forunderlig og finurlig, end selv de klogeste hoveder tror. Naturen ligner en tanke fra en skaber og næbdyret et bevis på hans humor. Hvem kunne have udtænkt et sådant kræ? I hvert fald ikke os.
Jesper Bacher er sognepræst