Prøv avisen
Mediekommentar

Kurt Strand: Skidt, DR lod sig lokke af falsk klimaforskning

I den omstridte rapport fra Aarhus Universitet fremgik det, at ud fra en klimabetragtning var det lige så galt at spise slik og drikke kaffe og alkohol som at spise oksekød. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af Kurt Strand

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

En omstridt rapport om oksekød er et lidet flatterende eksempel på, hvad der sker, når et toneangivende medie lader sig lokke af forskningsresultater styret af økonomiske interesser

”AARHUS UNIVERSITET trækker nu en omstridt rapport om oksekød tilbage… Det sker, fordi Landbrug & Fødevarer har skrevet et afsnit i rapporten og påvirket en pressemeddelelse om resultaterne.”

Det var en lille nyhed med store perspektiver, som TV Avisen bragte mandag aften. De i alt 19 sekunder syntes baseret på et par ugers gedigen graverjournalistik i dagbladet Information, som har påvist en grim sammenblanding af interesser i et forskningsprojekt på Aarhus Universitet om oksekøds klimabelastning.

Det hele begyndte med et mildt sagt opsigtsvækkende indslag i Radioavisen den 9. august, hvor det blev slået fast, at ud fra en klimabetragtning var det lige så galt at spise slik og drikke kaffe og alkohol som at spise oksekød. Tilfældige kunder i et supermarked i Aabenraa blev spurgt, hvad de mente om det, og om de var villige til at droppe morgenkaffen at hensyn til klimaforandringerne.

”Holde op med at købe kaffe? Nej, det tror jeg ikke,” lød det fra en, men en anden konstaterede: ”Morgenkaffen er jo svær at undvære, så det kommer jeg ikke til at ændre på.”

DR bragte også en længere artikel på dr.dk, hvor overskriften heller ikke efterlod tvivl om betydningen af de nye resultater: ”Alkohol, kaffe og slik er større klimasyndere end oksekød.”

Hvad DR ikke fortalte, var det mest interessante. Nemlig, at forskningen på Aarhus Universitet var betalt og tilmed styret af blandt andre slagterikoncernen Danish Crown, Kødbranchens Fællesråd og Landbrug & Fødevarer.

Set i det lys måske ikke så underligt, at oksekødet blev frikendt for at være den helt store klimasynder.

Røde ører har for længst indfundet sig hos de involverede. DR forsøgte sig i første omgang efter kritik at deklarere finansieringen af forskningsresultaterne, og senest er artiklen fra dr.dk trukket tilbage og fjernet fra nettet. Noget, som sker yderst sjældent.

Men tilbage står et lidet flatterende eksempel på, hvad der sker, når et toneangivende medie lader sig lokke af forskningsresultater, styret af økonomiske interesser. Det er skidt, ikke mindst på det dybt komplicerede klimaområde, hvor vi som borgere har brug for, at kendsgerninger præger nyheder, debatter og beslutninger. Derfor har medierne et enormt ansvar for, at det, der bliver formidlet, er så korrekt som overhovedet muligt. Også mediehistorier spiller med, når politikerne på Christiansborg i den kommende tid forhandler det, der skal ende i den mest ambitiøse klimalov nogensinde.

Forhandlingerne begyndte tirsdag eftermiddag, og de vil få vidtrækkende konsekvenser, blandt andet for landbruget, som sammen med transportsektoren er de store CO2-udledere.

Om nogen i landbrugskredse havde satset på oksekødsrapporten som et vægtigt argument for ikke at reducere i kvægproduktionen, er ikke til at vide. Men godt, at rapporten nu er taget af bordet. For selv en lille nyhed kan have store perspektiver.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.