Skjulte racebeskyldninger på DR

Nu skal vi ikke til at genoplive debatten om DR’s røde lejesvende, men det er altså påfaldende, hvad man kan slippe af sted med at sige, når man ligger lunt i slipstrømmen af den tænkning, der gennem årtier har anset strammerne for at være de onde, skriver Sørine Gotfredsen

NEDTÆLLINGEN ER begyndt til det svenske rigsdagsvalg den 9. september. Aviserne er fyldt med interviews med frustrerede svenskere, der gennem mange års gavmild flygtningepolitik har set deres land forandre sig i uheldig retning, og prognoser med forudsigelser om en storsejr til det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne.

Som en del af valgkampen har dette parti produceret en to timer lang dokumentarfilm om de svenske socialdemokraters dyrkelse af racerenhed i begyndelsen af 1900-tallet, hvor forestillingen om, at en befolkning kan degenerere gennem for megen sammenblanding af racer, var kendt stof. Også i andre lande.

I ”Deadline” på DR 2 i søndags blev temaet diskuteret, hvilket resulterede i en meget ekstrem konklusion, der fik lov til at stå så uimodsagt tilbage, at man atter kom til at vakle i sin tillid til DR. De indbudte var ligestillingsforsker Rikke Andreasen og lektor Sidsel Eriksen, der var enige om, at filmen sådan set ikke lyver. De svenske socialdemokrater var ganske rigtigt optaget af disse tanker, men Sverigedemokraterne undlader at fortælle, at det var mange andre også, og bedriver dermed en noget selektiv og tendentiøs form for historieskrivning. Så langt er vi med.

Men i samtalens sidste del skulle Sidsel Eriksen forklare, hvorfor hun mener, at Sverigedemokraterne i virkeligheden har begået et selvmål ved at offentliggøre filmen. Det skyldes, sagde hun, at den kan bruges som argument for, at landet skal føre en mildere flygtningepolitik, for nu samler man jo igen folk i lejre. Så var det ellers sengetid, og man gik fortumlet til køjs efter igen at have fået demonstreret, hvordan yderligtgående holdninger kan serveres forklædt som objektiv viden. Sidsel Eriksen sagde jo faktisk, at tidens store skepsis over for indvandring bunder i racetænkning, og at ønsket om at samle flygtninge i lejre uden for Europa er beslægtet med kz- lejrene som den iskolde kyniske konsekvens af nazisternes fanatiske race teorier. Mener hun virkelig det? Og hvordan kan man få lov til at sidde i et seriøst DR-studie indhyllet i sin akademiske identitet og sige så voldsomme ting uden at blive draget til ansvar for det?

Det er naturligvis et menneskes frie ret at mene, at mange af dem, der går ind for en stram flygtningepolitik, i en eller anden grad abonnerer på kold racetænkning, men så burde der nok være én til stede i studiet, der mener noget andet.

Nu skal vi ikke til at genoplive debatten om DR’s røde lejesvende, men det er altså påfaldende, hvad man kan slippe af sted med at sige, når man ligger lunt i slipstrømmen af den tænkning, der gennem årtier har anset strammerne for at være de onde, mens de åbne hjerter gradvist ville skabe den gode verden.

Sverige lærer os nu, at selv de bedste hjerter af forståelige årsager kan lukke sig lidt til igen. Sverigedemokraterne står til en jordskredssejr, og udviklingen bliver uhyre interessant at følge. I de svenske medier, naturligvis. Men så sandelig også i de danske.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.