Det må være hårdt for tiden at være Anders Bondo Christensen. Nærmest dagligt må han som formand for Lærerforeningen stille op og diskutere folkeskolen og lærerne.
Alle har en mening om skolen, regeringen har gjort den til et hovedmål, og forleden skrev to skoleledere i en aviskronik, at netop lederne på hver skole har brug for mere råderet over lærernes tid. Fordi det er afgørende, at man i højere grad kan kræve, at de befinder sig på skolen og ikke tager hjem, når de ikke skal undervise.
LÆS OGSÅ: Bondo om skoleudspil: Vi rammer skiven fuldstændigt
Den greb TV 2 straks, og Anders Bondo Christensen udtalte i sin vanligt defensive tone, at han overhovedet ikke kunne genkende det billede, de to skoleledere gav af skolehverdagen. Det var lige før, han rystede på hovedet.
Anders Bondo Christensen går for at være en vidende og grundig mand, der imidlertid også besidder stor stædighed. Han minder om en politikertype af den gamle skole, og der er lidt Birthe Rønn Hornbech (V) over ham, når han helt nægter at vige fra sin bane.
En spindoktor ville få noget at se til, hvis han blev koblet på her. For det første på grund af Anders Bondo Christensens stejle stil, og for det andet fordi den folkelige stemning har nået punktet, hvor mange gerne vil høre noget andet end den sædvanlige retfærdiggørelse af, hvor dygtige og flittige alle er i folkeskolen. Alt imens de barske tal løbende fortæller noget andet.
Der er i skolesagen paralleller at spore til folkekirken og dens rekordstore medlemstab i 2012. Og jeg kan umuligt være den eneste sognepræst, der i denne opbrudstid for både skole og kirke aner lighedspunkter mellem lærerstanden og præstestanden. Begge steder hersker en udbredt angst for at blive anklaget for dovenskab og urokkelighed, hvilket rundtomkring skaber en vis trang til at retfærdiggøre sig selv.
Som det for eksempel lyste ud af to lærere på TV 2 mandag aften, der sad på deres lune læreværelse og kommenterede skoleledernes kronik og understregede, hvor glade de i det mindste var for understregningen af, at lærere ikke generelt er nogle dovne slamberter.
Det er ikke klogt således på landsdækkende tv at afsløre sit eget fagligt set lave selvværd. Man opnår ikke andet end at forstærke den mistanke, der i forvejen måtte være om, at skolelærere laver for lidt og er pakket for grundigt ind i rammer og regler, der beskytter dem mod forandring.
Ligesom præsterne, som sagt.
En stor forskel på de to statslige grupper er bare, at mens lærerstanden til fulde kan trækkes gennem mediemaskinen, fordi politikerne beslutter sig for, at nu skal det være, vil dette aldrig ske for præsterne.
Og gudskelov for det. Det ville ikke føre til en ubetinget flatterende oplevelse at lukke TV 2 ind i et lokale, hvor en flok præster sidder og taler om, hvor hårdt de har det.
Den store øjeblikkelige mediefokus på skolelærerne illustrerer, at folk ikke længere tror så fast på ildsjælens overlevelse i det offentlige system. Og sikkert ikke uden grund. Men at Anders Bondo Christensen stadig knokler for sagen, kan ingen vist være i tvivl om.
Sørine Gotfredsen er præst, journalist og forfatter