Prøv avisen
Mediekommentar

Skrøbelige skæbner i whiskybæltet

Steen Svartzengren (tv.) og Erik Brandt fortæller i et nyt program om de specielle udfordringer for kendte og rige mennesker, når man er alkoholiker og vil ud af sit misbrug. Foto: Mads Joakim Rimer/Ritzau Scanpix

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og Debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

DR sætter for tiden fokus på begrebet afhængighed, og hvad dén angår, er vi ikke vant til, at det er de rige og succesfulde, der stimler sammen for at bekende deres svagheder, skriver Sørine Gotfredsen

VI LEVER I EN bekendelseskultur, hvor en del står i kø for at berette om personlige problemer og klage over deres forældre. Det kan til tider blive lidt trættende, når selvterapien gøres til fjernsyn eller ophøjes til kunst, men af og til er der mulighed for at få et vist udbytte af det.

DR sætter for tiden fokus på begrebet afhængighed, og hvad dén angår, er vi ikke vant til, at det er de rige og succesfulde, der stimler sammen for at bekende deres svagheder. Men det gør de i to programmer med titlen ”Sidste omgang i whiskybæltet”. Jeg bumpede ind i det første afsnit mandag aften, da jeg mistede interessen for TV 2’s nye serie ”Kriger”, idet jeg simpelthen ikke orker at opleve flere skuespillere lege politibetjente. Det miljø er ekstremt overrepræsenteret i dansk tv-drama, og til sidst får man nok.

Noget mere interessant var på spil på DR til et møde for alkoholikere nord for København, hvor villaerne er enorme, mens skavankerne skjules. Det er forretningsmanden Steen Svartzengren, der leder samtalegruppen, hvor blandt andre modeskaber Erik Brandt, fotomodel Oliver Bjerrehuus og tidligere Shu-bi-dua-trommeslager Bosse Hall Christensen fortæller, hvordan de enten har mistet kontrollen med alkohol eller er i færd med at indse, at det er tilfældet.

Erik Brandt befandt sig i den porøse benægtelsesfase, hvor han først afviser at være alkoholiker, hvorpå han forlader lokalet i desperation over ikke at kunne få et glas hvidvin. Specielt Steen Svartzengren og Bosse Hall Christensen fremlagde deres misbrug både begavet og usentimentalt. Førstnævnte blev millionær allerede som 24-årig og vænnede sig snart til, at der skulle en flaske vodka til for at komme gennem dagen. Og Bosse Hall Christensen indså midt i den store succes med Shu-bi-dua, at alkohol var nødvendigt for at kunne forblive i stand til at præstere.

DISSE MENNESKER HAR DRUKKET for at fastholde tempoet i en flyvende karriere, og derfor fortæller de noget alment, idet mange af os formes så meget af det, vi laver, at man godt af og til kan frygte ikke at kunne fortsætte i samme tempo. Afhængigheden kan være nært knyttet til selvopfattelsen, og mens det nødig skulle lyde, som om de rige er mere interessante end alkoholikere fra andre miljøer, udstiller de menneskets afmagt på en anden måde.

På direkte vis minder de os om, hvor farligt det er at opbygge en identitet, som det for hver dag kræver endnu en bid overanstrengt hjerteblod at opretholde.

Man kan opbygge et pres på personligheden, der fører til en konstant angst for at snuble, og mødet med de skrøbelige skæbner i whiskybæltet kan sikkert få nogen til at overveje, om de selv anstrenger sig for meget for at fremstå usårlige.

Det er sjældent, at jeg er modtagelig over for udkrængede sjæle i fjernsynet, men det blev jeg her. For mens det er sandt, at bekendelseskulturen har grebet om sig, er visse bekendelser stadig værd at lytte til. Heldigvis. Ellers har man måske mistet for meget evne til at lytte.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.