Prøv avisen

Slow living har bredt sig i verden med sneglefart

TV & radioanmeldelse Foto: .

TV & radioanmeldelse af Kristine Stricker Hestbech

Da jeg gik på Holte Gymnasium i 1980erne, gik alle i lyserødt og lyseblåt Lacoste-tøj og Docksides- sejlersko. Det gjorde jeg ikke. Jeg gik i hjemmesyede bukser i orange og skrigende grøn.

Jeg behøver vel ikke at sige, at de var in, og jeg var yt? Sådan er det ikke i dag. Moden er bred, og der er plads til mange typer, og alligevel længes vi som aldrig før efter at skille os ud og sætte os selv i scene.

LÆS OGSÅ: At finde lykken i at være sig selv

Men det er gudhjælpemig sværere i dag end i 1980erne, for ingen vil løfte på øjenbrynet over et par hjemmesyede bukser i grim farve, når der samtidig på fortovet går en goth-ung med knælang sort frakke og piercinger sat så tæt som ris på en kinesisk mark og ved hendes side en fremstormende ung fyr med Hugo Boss-jakkesæt på trendy racercykel.

Så hvad gør vi så? Vi prøver at sætte vores personlighed igennem via vores måde at leve på. Det har livsstilsekspert og vært Christine Feldthaus kastet sig over med stor humor og selvironi i sine seks programmer, der kører søndag aften på DR 2 med den sigende titel So F***ing Special!.

I søndags var det slow living-bevægelsen. Denne verdensomspændende bevægelse, hvis startskud kom i midt 1980erne i anledning af, at McDonalds ville åbne den første burgerbar lige ved siden af Den Spanske Trappe i Rom. Det gjorde en gruppe mad- og vinentusiaster så vrede, at de stillede sig op i protest og serverede pasta med kødsovs foran bygningen. Det førte rent faktisk til, at McDonalds flyttede butikken til en lidt mere diskret adresse.

Slowfood har spredt sig til hele verden også til Danmark med Camilla Plum og Bonderøven som bedst kendte eksempler, hvor man gør op med færdigvarer og stress og dykker ned i at lave sin mad og leve sit liv med nærvær og fokus.

I løbet af en halv times ikke særlig slow tid kom vi ind til Terroiristen i København, der sælger naturvin, der er produceret i større overensstemmelse med naturen (terroir = jorden, der får vinen til at smage, som den gør), og til Stockholm, hvor Rigetta Klint har et firma, der sælger slow-viskestykker og slow-lamper, samtidig med at hun selv arbejder 16 timer i døgnet og har måttet skrotte sofaen til fordel for arbejdspladsen (hm, ikke så slow), og til Svanholm Gods, som er et af de få storkollektiver, der har overlevet i Danmark siden 1970erne, og som lever efter slow living-konceptet uden at gå på kompromis med moderne faciliteter.

Byer rundt omkring i verden indretter sig efter slow living-bevægelsen, og i Danmark er det Svendborg, der har formået at få certifikatet ved at udvikle sig i pagt med sin særlige maritime kultur og med sit engagement for lokale råvarer.

Selv børnehaverne er slow. Pædagogerne lærer børnene at være snegle, som er hele slow-bevægelsens symbol. Det er måske nok at gå lige lovligt langt og begynder at smage af usund ideologi. Derfor en fin pointe, at Christine Feldthaus havde glemt sin næsten færdigstrikkede sok på stuen, som ungerne derefter sad og trevlede op med store smil om munden!