Prøv avisen

Små ord om en stor mand

Arkivfoto af Jesper Langballe. Foto: Thomas Lokfeldt/

Det var én af de sande krigere, der forleden gik bort, skriver Sørine Gotfredsen om Jesper Langballe i dagens mediekommentar

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist

DET VAR EN AF DE SANDE KRIGERE, der forleden gik bort. Jesper Langballe præst, journalist og politiker døde i løbet af natten til lørdag, og selv blev jeg bekendt med den triste nyhed gennem TV-Avisen, der tilfældigvis kørte i baggrunden.

Her annonceredes det ganske kort med ordene om, at Jesper Langballe i løbet af sin politiske karriere i Dansk Folkeparti havde argumenteret for, at islam og kristendom ikke kan eksistere sammen. Hvorefter det blev tilføjet, at han var meget glad for at ryge og havde kæmpet mod rygeforbuddet på Christiansborg.

Dette var, hvad man på DR havde at sige om en af de mest markante stemmer i samfundsdebatten og kirkelivet i mange år. Tilføjelsen om rygning faldt oven i købet som en indirekte antydning af, at med et sådant forhold til sundhed er det jo ikke mærkeligt, at man pludselig går bort.

Når DR kan udvise et så ringe format i forbindelse med et dødsfald, hænger det utvivlsomt sammen med, at Jesper Langballe hørte til blandt de ikke stuerene i kanalens verdensopfattelse.

LÆS OGSÅ: Der er altid brug for godt håndværk og gode bønder

Hans heftige kritik af islam og hele den nationalt, kristent og historisk orienterede dagsorden, han repræsenterede og gennem et årti sammen med Søren Krarup gjorde til en del af Dansk Folkepartis identitet opfattes næppe af mange i DR som noget, der fortjener stor opmærksomhed.

I hvert fald blev det fravalgt, for man havde i løbet af lørdagen adskillige timer til at producere et anstændigt portræt, hvor man for eksempel kunne have omtalt Jesper Langballes engagement i kampen mod statsformynderi, for familiens selvbestemmelse, hans mangeårige arbejde med den store Blicher-biografi, der udkom i 2004, og ikke mindst hans politiske kamp for den frie forskning.

Jesper Langballe var en inderlig kritiker af den åndløse faktura-ideologi, der af flere og flere efterhånden ses som en katastrofe for landet og folkets almene dannelse. Men intet af dette blev nævnt hos DR, hvor man på overfladisk vis nøjedes med at nævne det, der umiddelbart har været mest synligt: islamkritikken og rygevanerne.

Præcis sådan bidrager medierne til at forsimple tingene og gøre den folkelige hukommelse smal og primitiv. Og præcis sådan afsløres det igen, hvordan indsigt og seriøs tænkning hos DR ofte har trange kår, mens det kulørt underholdende fylder mere og mere. For eksempel brugte man i denne weekend masser af tid og kræfter på at portrættere den 21-årige Kevin Magnussen, der søndag fik sin debut i formel 1. Hvilket af folk med tårer i øjnene blev betegnet som danmarkshistorisk.

Det er store ord om en lille mand, og hvad Jesper Langballe angår, forholdt det sig stik modsat. Det var små ord om en stor mand, og DRs ledelse kunne i dette tilfælde lære noget af Politikens Rune Lykkeberg, der skrev en nekrolog båret af respekt og indsigt i, hvad Langballe reelt fik udrettet.

Man har lov til at håbe på, at DR i den kommende tid får portrætteret Jesper Langballe på mere begavet og værdig vis. For sikkert er det, at det her i første omgang var under lavmålet.