Det nordiske ligger i lyset og vidderne, i kulden og det barske, i jorden, som er tung, og i havet, som er koldt. Æblerne får smag af kulden, bærrene tæthed af lyset, og kødet bliver mættet af dyrenes græsning på de store vidder, hvor de vandrer i egne tanker året rundt.
Underligt nok har vi glemt det. Det særligt nordiske. Vi har tænkt italiensk og spansk og vietnamesisk og thailandsk. Hvis vi tænkte nordisk, var det dansk. Tarteletter, sprængt oksebryst og islagkage. Men midt i vores udenlandske orgie af Granny Smith-æbler fra Frankrig og kiwier fra New Zealand dukkede Claus Meyer op og talte om nordisk mad.
Frugt fra Lilleø og kød fra løsgående kvæg og mærkelige glemte urter fra havens oversete hjørne iblandet havtornen fra klitterne. Ud røg pizzaerne og kødsovsen, og ind kom tangen og fis-ken.
I serien Smag på Norden, som sendes på DR 2 søndag aften, drager Claus Meyer land og rige rundt for at sætte fokus på det særligt nordiske i landskaberne, råvarerne og menneskene.
Hans mål er at skabe en smukkere madkultur og en større forståelse for vores ansvar for det store spisekammer, som vi lever i. At vi ikke kun er forbrugere, men også medproducenter, som han formulerede det i søndags, hvor turen gik ud på de kolde have i nord langs med Grønlands, Lofotens og Færøernes kyster.
Norden er verdens største fiskeeksportør, og ved Lofoten står torsken tæt som sild i en tønde og er stærk og fast i kødet af kulden og den evige bevægelse i vandet. På Grønland hiver de hellefisk ind på størrelse med kælke, og i Norge opdrætter de dem på hylder i noget, som ligner undervandsskyskrabere, hvor fiskene kan få ro til at spise sig store og fede.
På Lofoten har de et tørfiskemuseum, hvor fiskene hænger som sokker på en tørresnor, og når de er stive som baseballbats, sælges de til italienernes maver og sikrer Lofoten en indtægt på en halv milliard kronner, imens de på Færøerne sælger krebs og hummere i live til udlandet i noget, der mest af alt ligner så- og priklebakker.
Det var en ordentlig mundfuld på ingen tid, og jeg blev ganske i tvivl om, hvorvidt det, jeg så, var et madprogram eller et kulturhistorisk program? Handlede det om at vise storslåede billeder fra Norden, eller handlede det om at lave mad af gode velsmagende råvarer? Helt forvirrende blev det med madlaboratoriet, hvor vi til technomusikkens pumpende rytmer og en yderst ivrig klipper fik vist en tang- og ægret. Vistnok. For det gik så hurtigt, at man ikke kunne nå at opfatte, hvad kokkene havde gang i, inden tallerkenen med den færdige ret lagde sig til skue ved fjernsynsskærmens yderste kant.
Men til trods for skueretterne har Meyer et godt projekt, når han giver viden og stolthed om egne råvarer tilbage til os, efter at vi i 40 år har levet som gastronomiske rygsækrejsende i dårlige udenlandske køkkener.
Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder