Der tales meget om det delte Danmark.
Forleden deltog jeg selv i en debat om emnet på en af landets højskoler, og mange fornemmer, at noget er på færde. Det handler blandt andet om skellet mellem by og land, mellem folk og elite og ikke mindst mellem troen på det globale stillet over for troen på national forankring.
Mandag aften stillede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), op i DR 2’s Deadline for at uddybe sine udtalelser fra weekendens Berlingske angående dette. Pia Kjærsgaard talte om politikerlede, utryghed, træthed ved EU og ikke mindst en følelse af, at folket ikke tages alvorligt.
Hun mener som udgangspunkt, at folket altid har ret, og mens dette udsagn utvivlsomt rummer stor sandhed, er det en svær opgave at forklare det yderligere. For det første udgør folket jo ikke blot én homogen størrelse, og for det andet kan der i det enkelte menneske findes modsatrettede holdninger. Folk er bekymrede, men folk er også trygge i Danmark.
VÆRT NIELS KRAUSE-KJÆR kunne fortælle, at landet her fortsat triumferer som det sted i verden, hvor indbyggerne føler mest sammenhængskraft, og eftersom både arbejdsløsheden og kriminaliteten falder, kan vi vel – pointerede Krause-Kjær – konstatere, at det faktisk går meget godt.
Imidlertid kan man ikke ud fra tal og grafer aflæse hele sandheden om rigets tilstand, og det delte Danmark skal beskrives dybere.
Pia Kjærsgaard har et usvigeligt sikkert instinkt i forhold til en generel bekymring, men det kniber med at analysere videre. Det delte Danmark (og det delte Europa) handler nemlig også i sin kerne om, hvordan man overhovedet i dag opfatter menneskets natur.
Vor tids dyrkelse af det globale og forestillingen om, at kulturer kan blandes sammen og overflyde grænser, idet alle formodes at ønske en slags overordnet harmonisk fælles tilværelse, rummer en krænkelse af den, der først og fremmest værdsætter den lokale identitet. Og oplever, at den bliver ringeagtet.
DETTE LAND ER FYLDT MED mennesker, der ønsker at værne om det nære, og den omstændighed skal tolkes som en uomgængelig trang til at leve i fred og ro på sit sted.
Det abstrakte menneskesyn stillet over for det konkrete – dette udgør en central modsætning i den delte tilstand, og den er blevet næret gennem mange års indvandring, kultursammenstød og en EU-elites drøm om et Europa, hvor grænser ikke gælder. Derfor er det ganske på sin plads at advare mod det delte Danmark, og i en eller anden grad har Pia Kjærsgaard ret i, at der findes et oprør. Hendes eget parti udgør ét stort vidnesbyrd om det.
Det er sikkert også rigtigt, at folket ofte i det lange løb har ret, men i debatten om vor tids splittelse skal der sættes flere ord på, hvad et menneske er. Og ikke blot på, hvad det bekymres over.
Det var dét, Søren Krarup og Jesper Langballe i sin tid som folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti formåede så smukt. Og det er dét, stort set ingen folketingsmedlemmer formår i dag. Også derfor kan man frygte, at splittelsen vil vokse.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør