Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: Jo, kvinder må godt være vrede, bare argumenterne hænger sammen

Anne-Grethe Bjarup Riis foldede sig for nogle år siden legendarisk iltert ud i en diskussion om prostitution. Siden er hun ifølge eget udsagn ikke blevet tilbudt en eneste filmrolle, og Riis mener, at kvinder stemples som hysteriske, hvis de offentligt udviser vrede, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Når nogle føler sig underlagt normen om, at det er upassende for kvinder at vise vrede, bør de overveje, om kritikken snarere skyldes, at der mangler hoved og hale på det, de siger, skriver debattør Sørine Gotfredsen

Det vrimlede med kvinder i DR 2’s ”Deadline” mandag aften, hvor debatten handlede om, hvorvidt der mangler accept af, at kvinder udtrykker vrede.

Forfatter Katrine Marie Guldagers seneste roman, ”Bjørnen”, handler om en kvinde, der udfolder sin vrede, og Guldager mener, at vreden kan udgøre en positiv kraft, som dog i vores kultur undertrykkes, når den kommer fra kvinder. Det kan vist diskuteres, og det gjorde skuespiller og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis og dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde straks efter.

Sidstnævnte ledte under forårets overenskomstforhandlinger an i et vredt fagforeningsråbekor på gaden, og Riis foldede sig for nogle år siden legendarisk iltert ud i en diskussion om prostitution. Siden er hun ifølge eget udsagn ikke blevet tilbudt en eneste filmrolle, og Riis mener, at kvinder stemples som hysteriske, hvis de offentligt udviser vrede. Bonde var uenig og mente, at også mænd møder kritik, hvis de råber for ukontrolleret, og jeg mener, at hun har ret.

Senest er Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, blevet meget kritiseret for manglende besindelse, da han vredt trak nazikortet, og lad os samtidig huske, at alt dette ikke blot handler om vrede. Det handler også om argumenternes kvalitet. Pudsigt nok mestrede ingen af de to krænkede vredesforkæmpere – Guldager og Riis – her kunsten at formulere sig særlig substantielt, men udtrykte sig mest i ufuldendte sætninger styret af fornemmelser. Så måske er det ikke primært vrede, der i dag findes et uudtalt forbud imod. Måske er det snarere kaotisk og forvirret tale.

Man kan nemlig godt på én og samme tid være vred og tale sammenhængende, og når nogle føler sig underlagt normen om, at det er upassende for kvinder at vise vrede, bør de overveje, om kritikken snarere skyldes, at der mangler hoved og hale på det, de siger.

Og når Guldager hævder, at kvinder generelt i kunsten portrætteres som søde og føjelige, forekommer det at være en påstand ude af trit med tiden. I hvert fald hvad tv-drama angår.

Kvinden repræsenterer ofte i dag det handlekraftige og oprørske i tv-serier, mens mændene i stor stil er groet fast. Tænk på TV 2’s ”Badehotellet”, hvor kvinderne er stærke og selvstændige, mens mændene langt overvejende fremstår som en række karikerede fjolser. Og tænk på ”Krøniken”, hvor flere kvinder udvikler sig, mens den ene mand – Kaj Holger – er en patetisk tyran, og en anden – Børge From – er en tøffelhelt i netundertrøje.

Tendensen til i tv-serier at fremstille kvinder klogere og stærkere end mænd er faktisk så udtalt, at den amerikanske feminist Joan C. Williams forleden foreslog, at en vis bitterhed kan være i færd med at ophobe sig hos det mandlige køn.

Folk som Katrine Marie Guldager og Anne-Grethe Bjarup Riis synes at forveksle kritik af den usammenhængende argumentation med kritik af kvinders vrede, og som så ofte før i det feministiske korstog gøres kvinden til et misforstået offer. Det er trættende.

Ja, det er faktisk lige til at blive lidt vred over.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør