Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: Nyt DR-program udstrålede hovedstads-arrogance af værste skuffe

Senest skulle de tre indbudte, sangerinde Lina Rafn, eventchef Christina Thiemer og kunstkritiker Mathias Kryger, blandt andet forholde sig til en ny novellesamling af Thomas Korsgaard, der i sit unge forfatterskab har udmærket sig ved at beskrive små jyske miljøer langt fra storbyens mangfoldighed. Foto: DR Presse

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Sørine Gotfredsen om nyt kulturprogram på DR: Forbløffende at folk, der tror, de selv er pæne og oplyste mennesker, kan tale så brutalt om andre

DR HAR OPFUNDET et kulturprogram, der ligner en afløser for det hedengangne ”Smagsdommerne”, hvor et panel på nogenlunde let tilgængelig vis diskuterer kulturelle oplevelser. Det hedder ”K2”, har Ane Cortzen som vært, sendes om søndagen, og alt er sådan set godt.

Senest skulle de tre indbudte, sangerinde Lina Rafn, eventchef Christina Thiemer og kunstkritiker Mathias Kryger, blandt andet forholde sig til en ny novellesamling af Thomas Korsgaard, der i sit unge forfatterskab har udmærket sig ved at beskrive små jyske miljøer langt fra storbyens mangfoldighed. Det gør han også denne gang, hvilket førte til en samtale, der fik sat vores politiske korrekthed i relief. Sangerinde Lina Rafn fortalte, at hun ved sine koncerter i ”Udkantsdanmark” møder frivillige, der kunne have optrådt i denne bog, og popsangeren lagde ikke skjul på, at hun finder dem relativt småt bemidlede.

Måske vil nogen tænke sig om en ekstra gang, inden de siger ja til at slæbe klapstole eller sælge pølser, når Lina Rafn besøger den lokale festival. Man risikerer at blive latterliggjort i det licensbetalte sofahjørne, og samtalen udstrålede en DR-hovedstads-arrogance af værste skuffe, der næppe bidrager til sammenhængskraft i landet som helhed.

Bedre blev det ikke, da ordene ”white trash” pludselig lød et sted i panelet. ”White trash”. Hold da op. Meget har man efterhånden hørt, men det er alligevel forbløffende, at de, der utvivlsomt ser sig selv som pæne og oplyste mennesker, i en tid med så stor fokus på inkluderende sprogbrug kan tale så brutalt om andre. Men sagen er jo, at det kan de, fordi der findes forskellige standarder i tidens hykleriske mentalitet.

LAD OS FORESTILLE OS, at de havde sagt ”brunt trash” om folk med anden etnisk baggrund, der lever i landets ghettoer. Det gør man ikke, men man håner gerne de landsmænd, der med lys hudfarve kvit og frit kan betegnes som en slags udskud.

Dobbeltmoralen og det etniske selvhad har i mange år været en basal faktor i den offentlige samtale, og når man som her ser den frit udfoldet, står det klart, hvordan intolerancen i visse kredse blomstrer i en epoke, der ellers konstant hylder netop tolerance.

Til sammenligning var det godt mandag aften at se filminstruktør Erik Clausen på besøg hos TV 2. Anledningen var årsdagen for Kim Larsens død – de to var venner og begge præget af livslang loyalitet over for dem, der falder uden for det pæne selskab. Kim Larsen sang om dem, Erik Clausen laver film om dem, og hædersmænd som disse ville aldrig tale så nedladende, som det var tilfældet på DR 2.

De har altid sparket opad, mens det kulturelle panel og Lina Rafn her i særdeleshed sparkede nedad. ”K2” er blevet lanceret som et program, hvor gæsterne skal diskutere, hvad ugens kulturelle oplevelser ”egentlig siger om os som danskere lige nu”, som det formuleres. I dette tilfælde levede programmet bestemt op til sin målsætning. I hvert fald lærte vi noget om tankegangen hos et par af dem, der sad i sofaen.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.