Sørine Gotfredsen: Søs og Kirsten er stadig de sjoveste kvinder

Humoren er klogere og varmere, end man ofte ser, og dertil er den lykkeligt uinteresseret i at behage en bestemt politisk stemning, skriver sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen om Søs Egelind og Kirsten Lehfeldts ”Selfiestan”, der for tiden sendes på DR1

Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind i "Selfiestan".
Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind i "Selfiestan". . Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix.

Det er fortsat et åbent spørgsmål, om mænd og kvinder har samme potentiale for at være dygtige komikere, men for tiden kan man lørdag aften følge Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt på DR1 i serien ”Selfiestan”.

Her dokumenteres det atter, at disse to er eminente til at spille mænd, og ingen kan som Lehfeldt optræde som en utrolig livstræt midaldrende mand med et resigneret ansigtsudtryk og lidt skæl drysset ned på skuldrene.

I ”Selfiestan” karakteriseres tidens individfiksering og rastløse søgen efter bekræftelse, der får mange til at mene, at næsten alt i livet bør filmes og deles med alverden. Sådan er det i Selfiestan.

Her får ens eksistens først for alvor værdi, når tilpas mange bevidner den, og i lørdags fulgte vi blandt andre dyrevennen Tove i hendes urban garden (en have på et hustag i byen), hvor hun skændes med Glenn, der på provokerende vis steger ikke-økologisk bacon, mens Tove tæller ”likes” på sin smartphone og producerer sin egen gødning.

Det er absurd, og det er morsomt, idet det med Søren Pilmarks smukt underspillede fortællestemme portrætterer mennesket fanget mellem tidsånd, selvoptagethed og længsel efter næste frelsende ideologi.

Og skulle man få den tanke, at fremstillingen af det mobiltelefon-fikserede og evigt tankeløst snakkende menneske er overdrevet, kan man huske den seneste mobile bommert. Den blev leveret af Venstre-politikeren Tage Schack Pedersen, der til endnu en ulyksalig julefrokost i et tweet beskrev overfloden af svinekødsjulemad og bemærkede, at buffeten næppe vil se sådan ud på Lindholm. Altså, den ø hvorpå man fremover vil placere kriminelle asylansøgere.

Budskabets primitive natur behøver vi ikke dvæle ved. Mere interessant er det at registrere, at den tvangsmekanisme, der i ”Selfiestan” fremstilles som en ureflekteret underkastelse i forhold til den teknologi, der ellers var tænkt som middel til at gøre os mere frie, absolut findes i virkeligheden.

Vi er omgivet af en uhæmmet trang til at meddele sig, som om et enkelt øjeblik umuligt kan have gyldighed blot i sin egen begrænsede form.

Man kan roligt antage, at denne daglige splittelse mellem tid og sted udgør en del af forklaringen på vore moderne sjælelige kvaler, og ”Selfiestan” beskriver, hvordan vi drives rundt af strømme og flokbevægelser, hvori den enkelte desperat forsøger at fremstå unik og attraktiv.

Som da politikeren Ebba Munk i Egelinds skikkelse må krybe til korset og bede en teenager om teknisk hjælp til at forskønne sit billede på mobilen. Selv en granvoksen kvinde kan være slave af epokens tyranni angående brysttørrelse og udvendighed, og ”Selfiestan” har fat i noget pinefuldt vigtigt.

Samtidig understreger serien værdien af, at vi her i landet råder over komikere, der ikke længere er unge.

Humoren er klogere og varmere, end man ofte ser, og dertil er den lykkeligt uinteresseret i at behage en bestemt politisk stemning. Og ja, når alt gøres op er Søs og Kirsten stadig de sjoveste, kvinder vi har.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.