Sognepræst: Forældrene har elsket IS højere end deres børns sikkerhed og tryghed

”Fædrene åd sure druer, og sønnerne får stumpe tænder”, sådan refereres et ordsprog i Det Gamle Testamente, hvorefter det understreges, at dette ordsprog ikke længere må bruges i Israel. Enhver skal nemlig dø for sin egen synd, og ethvert menneske, der spiser sure druer, får selv stumpe druer. Det er måske det, som en folkekirkelig præst for nyligt kaldte ”trusselsteologi”. Det fastholder i hvert fald hin enkelte på sit personlige ansvar.

Ikke desto mindre er der sandhed i det gamle ordsprog. Forældrenes synder er også børnenes byrder. Når mennesker hænger så tæt sammen som forældre og børn, så mærker man uvægerligt hinanden på godt og på ondt. Man kan virkelig ikke være omhyggelig nok i valget af forældre, og alligevel får man ikke lov at vælge.

Det gamle ordsprog har også fået en særlig genklang i den standende og ophedede debat om mødrene med de 19 børn og den danske tilknytning, som sidder i de syriske lejre og kigger længselsfuldt mod vores kyster. Mødrene har i den grad ædt sure druer, selvom de nok smagte sødt, da kalifatet lokkede, og børnene har fået stumpe tænder og dystre fremtidsudsigter.

Nogle mener, at Danmark straffer børnene ved ikke at yde borgerservice og hente mødre og børn hjem, men ret beset er det dog forældrene, som har elsket Islamisk Stat højere end deres børns sikkerhed og tryghed. Ja, i en vis forstand kan det siges, at forældrene udvandrede til et fremmed land. Vel var Islamisk Stat ikke en anerkendt stat, men man kontrollerede dog et betragteligt territorium og tilbød et nyt fædreland for fromme barbarer overalt i verden.

Artiklen fortsætter under annoncen

På den anden side gælder det, at selvom forældrene spiser sure druer, så er der grænser for, hvor meget samfundet tillader, at børnenes tænder bliver stumpe. Derfor kan det offentlige gribe til tvangsfjernelser og træde i forældrenes sted, men rækker den danske velfærdsstat til Syrien? Kan man trække på Danmark, når man med åbne øjne er rejst uden for landets lov og ret og har sluttet sig til Vestens mest morderiske fjender?

Uanset hvad man vælger, så har det sin pris for børnene, mødrene og Danmark. I Nyhederne på DR 1 kunne man for nyligt se en af mødrene, Amina, som havde mistet sit danske statsborgerskab, fordi hun også havde et marokkansk statsborgerskab. Det var underligt at høre den anonymiserede kvinde fortælle på lydefrit dansk, at hun bare gerne ville tilbage til Danmark. Amina rejste ned til Islamisk Stat i 2014, og mente, at Islamisk Stat ikke havde vist sit sande ansigt på tidspunkt: ”Jeg tror heller ikke, at verden vidste, hvor slemt det var.” Virkelig? Hvornår har Islamisk Stat nogensinde lagt skjult på sin triumferende glæde ved hellig ultravold? Amina holdt sig heller ikke for god til at spille offekortet: ”Vi var jo fanger af en total ekstrem ideologi.” Mon ikke de sande fanger alligevel var Islamisk Stats utallige slaver?

Hvad der skal gøres og ikke gøres? Det afgøres næppe bedst ved at føle mest, hverken ynk eller had.

<em>Jesper Bacher er sognepræst.</em>

Det var underligt at høre den anonymiserede kvinde fortælle på lydefrit dansk, at hun bare gerne ville tilbage til Danmark.