AT BESKÆFTIGE SIG med islandsk litteratur er at beskæftige sig med nordisk sprogbrug og dermed også med dansk. Som det vil være mange bekendt, har man i Island en misundelsesværdig sprogpolitik, som går ud på at værne islandsk mod overdreven udenlandsk påvirkning.
Det fremgik med al ønskelig tydelighed af Skønlitteratur på P1 tidligt søndag. Af samtalen med Hallgrímur Helgason om indledningen til dennes meget positivt modtagne nyeste roman, Kvinden ved 1000 grader, fremgik det, hvordan holdningen er. Helgason vedgik uden tøven den arv fra og gæld til de gamle sagafortællinger, han især som forfatter fornemmer at være forpligtet af. Både hvad form, indhold og sprogakrobatik angår. Et lille eksempel fra bogens første linje: En garage hedder på islandsk et bilskur. Og sådan er det hele vejen igennem, må man forstå. Kvinden ved 1000 grader er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.
Det var i øvrigt velgørende at lytte til, hvor næsten ubesværet Helgason talte et klassisk dansk. Tænk, om man herhjemme vedvarende havde lært at tale med tydeligt artikuleret r, sådan som man gjorde det i mine bedsteforældres tid. Og sådan som man endnu kan høre det i gamle danske film!
Netop i disse dages nyhedsudsendelser, såvel om pillemisbrug som om konflikter i den danske folkeskole, har det været generende, at det ikke er til at høre, om der er tale om lægerne eller om lærerne. Begge dele udtales læerne.
Jeg kan godt lide, at man i Skønlitteratur på P1 ikke alene taler om, men også læser op af bøgerne. Man lader helt bogstaveligt forfatternes stemmer komme til orde. I udsendelsen om islandsk litteratur var der tilmed en meget oplysende samtale med oversætteren af Helgasons roman, Kim Lembek.
Han fortalte appetitvækkende om sit nyeste samarbejde med Rolf Stavnem om at oversætte en nu komplet udgave af en af de mest kendte samlinger af islandske sagaer, Snorri Sturlusons Edda. For første gang kan vi herefter læse flere hundreder kvad. Netop i dag har vi de rette forudsætninger. Moderne digtning har givet os en større sproglig sensitivitet, sagde Lembek.
I en tidligere udgave af Skønlitteratur på P1 gik man også grundigt til værks. Her omtalte man for eksempel, hvordan fugle har været anvendt i dansk litteratur. Solsorten går igen i digte af så vidt forskellige forfattere som Klaus Rifbjerg, Per Højholt og Morten Søndergaard.
Den mørke fugl har været benyttet så meget, at Thomas Boberg har skrevet et digt, hvor han tager et gevær og går ud for at plaffe alle solsorte i dansk litteratur ned. Nu må det være nok. En etymolog (sprogforsker) har nu for flere år siden nedgjort det poetiske lys/skyggefulde fuglenavn for mig.
Forstavelsen sol betyder på oldnordisk gusten. Navnet solsort er altså en farveangivelse: gustensort og har ikke mere med sol at gøre end det fransk funderede sol i soldat. Men det ved solsorten heldigvis ikke!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder