Prøv avisen
Mediekommentar

Er velfærdsstaten en buffet eller et sammenskudsgilde?

Er velfærdsstaten en buffet, hvor det gælder om at tage mest muligt, eller et sammenskudsgilde, hvor alle kommer med en ret og bliver mætte,? spørger Jesper Bacher Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

En udsendelse på P1 lagde op til debat. Har politikerne alt for travlt med at ”forkæle den magtfulde, voksende ældregruppe”?

DET ER EFTERÅR og sæson for høstgudstjenester og finanslovsforhandlinger uden sammenligning i øvrigt. Høstgudstjenesterne handler jo om at takke for det, man har fået, finanslovsforhandlingerne handler om at tage det, man kan få. Begge dele skal imidlertid gøres, og det var netop årets finanslovsforhandlinger, som dannede baggrund for mandagens ”P1 Debat”. Her lød spørgsmålet nemlig: ”Får de ældre for meget?”.

Ældre danskere har således haft en markant indkomstfremgang de seneste 25 år. Ja, en gennemsnitlig 68-årig havde ifølge Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos, haft et løft i levestandard på hele 68 procent over 25 år, mens de 40-45-årige ”kun” havde nydt en fremgang på 40-45 procent over den samme årrække. Og nu lagde P1 altså op til debat, om politikerne set i det lys havde alt for travlt med at ”forkæle den magtfulde, voksende ældregruppe”.

BJARNE HASTRUP, direktør i Ældre Sagen, pegede imidlertid på de store forskelle i ældregruppen og mente, at de 400.000 ældre, som kun havde folkepensionen og lidt ATP, burde have et løft, og debattøren Niels Jespersen betonede også kløften mellem chefjuristen fra Nordsjælland og arbejdsmanden fra Guldborgsund. Ja, Niels Jespersen mente ikke, at sagen skulle fremstilles som et spørgsmål om forholdet mellem generationerne, men som et udtryk for den voksende ulighed. Som repræsentant for de unge var formanden for Radikal Ungdom, Sigrid Friis Proschowsky, også med i studiet. Hun ville ikke tage ordet ”generationstyveri” i sin mund, men fremhævede de unges hårde kår, vanskeligheder med at få SU’en til at strække på dagens boligmarked, besparelser på uddannelserne og et dårligere psykisk helbred hos sine jævnaldrende.

TIL MIN OVERRASKELSE nævnte Sigrid Friis Proschowsky som en af de massive udfordringer, hendes generation havde arvet, at de unge skulle forholde sig til ”et Danmark, hvor flygtninge og integration spiller en kæmpestor rolle”. Er hun ikke radikal? Kan flygtningestrømmen og integrationen virkelig ses som en massiv udfordring for landets fremtid? Er det ikke lutter berigelse, glad og broget mangfoldighed, idyllisk multikulturalisme?

Nuvel, snakken gik. Hvem skal have mere, hvem har for lidt? Hvem er forkælet, hvem er forsømt? Det er, som det plejer, og det bliver nok heller ikke anderledes. Alligevel sad man og længtes efter en, som sagde noget, der gik mod strømmen. Tænk sig, hvis der var en repræsentant for eller et medlem af den ene eller anden generation eller gruppe, som sagde: ”Vi har så rigeligt. Det er ikke os, som står først for. Vi holder os tilbage, der er andre, som har større behov og mere rimelig forventning end os”.

SOLIDARITET MÅ VEL BETYDE, at man kan se længere end sin gruppe og klage andres nød end netop sin egen. ”Jeg kan sagtens forstå, at man vil have mere,” hed det fra Mads Lundby Hansen. Ja, den trang ligger os i blodet, men man kunne også prøve at se på, om de andre havde nok? Er velfærdsstaten en buffet, hvor det gælder om at tage mest muligt, eller et sammenskudsgilde, hvor alle kommer med en ret og bliver mætte.

Jesper Bacher er sognepræst.