Det opmuntrende ved i onsdags at overvære TV 2's transmission af vores snart 75-årige dronning Margrethes besøg i Aarhus var den på én gang seriøst respektfulde og behersket afslappede måde, det hele blev afviklet på. I bedste stemning blev seerne omhyggeligt orienteret om deltagernes roller, stand og påklædning.
Som det også var tilfældet i forbindelse med onsdag aftens festforestilling i Musikhuset Aarhus, så var hele forløbet præget af at være en dygtigt afbalanceret blanding af de optrædendes professionelle præstationer fra ballet og steppende flamenco til satire og skønsang. Om det så var Anne Linnets uventede festtale på flydende aarhusiansk, så var den også på sin plads.
Det var flot at kunne sammensætte et program, der optog repræsentanter fra alle samfundslag i alle aldre. Lykkelige land, at vi sådan kan samles om at hylde vores monark festligt, folkeligt og fornøjeligt. Vel at mærke midt i en verden, der er præget af styreformer, som er baseret på terror, korruption og kynisk undertrykkelse af forpinte folkeslag.
Det var forbilledligt!
Sådan virkede det midt i en mediekulturel overgangstid, hvor seere og lyttere mere eller mindre bevidst er på vej fra at betjene sig af flow til at vælge programmer on demand. Sådan hedder det på nydansk mediesprog, når der tales om den samfundsmæssigt opsplittende adfærd, der går ud på, at vi i fremtiden selv vil kunne vælge, både hvad, hvornår og hvordan vi vil se tv.
Der skal derfor efterhånden meget til, for at kunne samle befolkningen om bestemte udsendelser. Samtidigt, vel at mærke! Som det fremgik af torsdagens udgave af P1's ”Orientering” og ”Mennesker og medier” i går formiddags, så præger det mere og mere debatudsendelser i almindelighed og den politiske journalistik i særdeleshed.
For at fastholde seerne og lytterne skal man bare udtrykke sig særpræget, sjovt, frækt eller rigtig dumt. Substansen er mindre væsentlig end formen. Forstår du at spille med efter alle kunstige medieregler, så får du magt - kan du bilde dig selv og andre ind.
I vidt forskellige programmer som DR 1's ”Hammerslag”, ”Kender du typen?”, ”Aftenshowet” og DR K's ”Filmselskabet” samt endog i flere P1-programmer bliver der leet mere og mere højlydt. Også selvom der egentlig ikke er noget lattervækkende på færde. Indstillingen synes at være: Opfør dig, som om der altid skal være noget at grine ad.
Påfaldende er det, hvis man i nogle minutter rejser sig fra skærmen og alene lytter til, hvordan der tales. Der leveres rask væk, hvad man på gammeldansk kalder ”en sludder for en sladder”. Værtsparrene (og dem bliver der flere og flere af!) taler i munden på hinanden, griner højlydt ad egne vittigheder, fortalelser eller de evigt tilbagevendende tekniske fejlgreb.
Alle unoderne bliver heldigvis groft selvkritisk latterliggjort og nådesløst udleveret i P1's satireprogram ”Laika”. En stærkt formildende omstændighed.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder