Prøv avisen
Mediekommentar

En barsk diktator er bedre end en rablende kalif

Man skal ikke gøre sig nogen illusioner om regimet i Syrien eller præsident Assad. Men hans Syrien er ikke et hvidglødende teokrati, hvor kvinder er kvæg, børn sælges som sexslaver, og alkoholindtagelse udløser piskeslag. Assads Syrien er at foretrække frem for Islamisk Stats Syrien, skriver Jesper Bacher. - Foto: Scanpix

Det er ikke småtterier, om man lever under et regime, som giver et vist frirum til at være menneske, eller om man lever under et regime, hvor intet rum er fri for tyranni og religiøs rigorisme, skriver vores tv-anmelder efter at have set en tv-udsendelse om Assad og det syriske regime

”SOMMER I SYRIEN” (”Summer in Syria”) var navnet på en kampagne lanceret af den syriske regering i sommeren 2015. Midt i borgerkrigens rædsler foranstaltede regimet en festival med modeopvisninger, kunstudstillinger og filmfestivaler. Et kulturelt modspil til elendigheden og et politisk modsvar til præsident Bashar al-Assads fjender.

Syrien skulle vises fra sin bedste side, også på de sociale medier, men mange kritikere greb chancen for at vise borgerkrigens barske realiter. Den syriske sommer var sandelig ikke festlig, den var dybt tragisk, og det syriske regime dybt ansvarlig for tragediens omfang.

Mens ”Sommer i Syrien”-kampagnen løb af stablen, flygtede i hundredtusindvis af syrere til Europa og medvirkede til at gøre flygtningestrømme til årets danske ord 2015.

Jo, man kunne godt se ”Sommer i Syrien” som en grotesk potemkinkulisse, et propagandistisk skønmaleri, man var det ikke andet? Viste det ikke en smule civilisation, mens barbarerne står ved portene? De spørgsmål trængte sig på efter at have set den amerikanske dokumentar ”Assads Syrien” på DR 2, hvor journalisten Martin Smith havde fået adgang til det Assad-kontrollerede Syrien.

Martin Smith gjorde sig ingen illusioner om regimet. Præsident Bashar al-Assad står i spidsen for et autoritært og hårdhændet styre og har aldrig vundet et frit valg.

Han har nære forbindelser til det iranske præstestyre og den libanesiske Hizbollah-bevægelse, og mange husker nok, hvordan den syriske regering lod demonstranter sætte ild til den danske ambassade under Muhammed-krisen. Nej, Assad er ikke just en mønsterdemokrat eller stor humanist.

Men hans Syrien er ikke et hvidglødende teokrati, hvor kvinder er kvæg, børn sælges som sexslaver, og alkoholindtagelse udløser piskeslag. Assads Syrien er ikke Islamisk Stats Syrien. Vi gik en tur med Martin Smith i Damaskus og så vestligt klædte kvinder med udslået hår, mænd der spillede brætspil og unge par i hånd i hånd.

Ja, der var sågar en restaurant, hvor begge køn trådte dansen, og de stærke varer flød i en lind strøm. Vi kom også ud til kysten, hvor vi så en tætbefolket strand med mænd i badebukser og kvinder i bikini.

Man kan sige, at det er små ting. Man kan sige, at det ikke gør syrerne politisk frie. Man kan sige, at mange syrere ikke har mulighed for at ligge på stranden.

Men det er ikke småtterier, om man lever under et regime, som giver et vist frirum til at være menneske, eller om man lever under et regime, hvor intet rum er fri for tyranni og religiøs rigorisme.

Der er også en kultur- og civilisationskamp mellem burkaen og bikinien, mellem tørklædet og de frie lokker, mellem den puritanske vildskab og retten til lidt morskab.

En syrer sagde, at han uden at være begejstret for regimet ikke så noget alternativ til Assad. En dårlig øvrighed er bedre end anarki, en barsk diktator er bedre end en rablende kalif. I den grumsede verden må man en gang imellem vælge det mindste onde. Og det skulle være til at se forskel på dem, som korsfæster mennesker, fordi de er kristne, og dem, som ikke gør.

Jesper Bacher er sognepræst