Sognepræst: Vi skal ikke bære verden, men sorgens byrde kan såmænd være tung nok

Kun hjerteløst kan man gå sorgløst gennem livet. Den kranke skæbne, som overgik danske Louisa Vesterager Jespersen i de marokkanske Atlasbjerge, er heldigvis meget sjælden, men sorg og tab kommer intet menneske udenom

HVAD ER forbindelsen mellem et rækkehus i Grindsted og Atlasbjergene i Marokko? Det kan selvfølgelig være så meget, men i ”Station 2”- programmet ”Terrorister dræbte min datter” var det et drab.

Nærmere betegnet drabet på danske Louisa Vesterager Jespersen, som sammen en norsk veninde i december 2018 blev myrdet i Atlasbjergene. I rækkehuset i Grindsted boede så den sørgende mor, som havde mistet sin 24-årige datter på grusomste vis. Som mange nok vil huske, blev de to vandrefugle halshugget, mens ugerningen blev filmet og senere delt på en video, som også nåede ofrenes familier. Og gerningsmændene var ikke tilfældige landevejsrøvere.

Nej, det var en gruppe mænd, som havde sværget troskab til Islamisk Stat, og i en anden video erklærede en af de skæggede fanatikere: ”Jeg er blevet beordret til at kæmpe imod folk, indtil de bekender, at der ikke findes andre end Allah.” Med den overbevisning mente han så, at det var rigtigt at nedslagte to vestlige turister. Det er set før, men det gør det ikke mindre chokerende. Og man kunne ikke lade være med at tænke på, at i Aarhus er der en moské, hvor de hepper på Islamisk Stat. Det er ikke engang særlig langt væk fra Grindsted. Morderiske tankegange kender ingen grænser.

DET VAR den dystre baggrund for ”Terrorister dræbte min datter”, men i forgrunden stod en moders sorg. Helle Jespersen gik rundt med et hul i hjertet, og sammen med journalist Anders Lomholt gjorde hun en rejse til Marokko for at besøge det sted, hvor hendes elskede datter kom af dage. Umiddelbart kunne man måske mene, at det var det sidste sted i verden, hun ville begive sig til. Og dog. Det gav mening for Helle Jespersen, og jeg tror egentlig, det giver mening for de fleste. Vi siger jo, at de døde er gået bort, og Louisa Vesterager Jespersen blev revet bort, og netop derfor er det vigtigt at besøge de dødes steder. De døde er borte, men de fandt sted, de var her.

Det sidste sted, hvor Louisa Vesterager Jespersen opholdt sig i live, var et gerningssted, men det var også et smukt sted. Helt i pagt med det unge friluftsmenneske kærlighed til den vilde og storslåede natur.

Helle Jespersen ville ære sin datters minde og håbede at ”komme lidt videre og få bearbejdet nogle ting” ved at gøre turen til Marokko.

Sorg er også et arbejde, og TV 2 var behjælpelig. Der var selvfølgelig tale om noget dybt personligt og et særligt tragisk dødsfald, men det var også almenmenneskeligt.

Kun hjerteløs kan man gå sorgløs gennem livet. Den kranke skæbne, som overgik Louisa Vesterager Jespersen, er heldigvis meget sjælden, men sorg og tab kommer intet menneske udenom.

ATLASBJERGENE ER opkaldt efter titanen Atlas, som efter et oprør mod Zeus blev dømt til at bære verden på sine skuldre.

Vi skal ikke bære verden, men sorgens byrde kan såmænd være tung nok. Gjorde turen til Marokko Helle Jespersens byrde lidt mindre tung, var den hende til gode og TV 2 til ære.

Jesper Bacher er sognepræst.