Spædbørn medvirker ufrivilligt i serie

Radio & tv

DR 1s nye reportageserie Hjælp! vi skal føde er et tidstypisk eksempel på, hvordan tv kan fremstille virkeligheden i så stort forstørrede nærbilleder, at de i detaljer langt overgår den virkelighed, vi selv møder i det daglige. Tv virker da både som kikkert og som mikroskop.

I seks afsnit følger DR Dokumentar livet på og omkring Danmarks største og travleste fødegang på Hvidovre Hospital. Her nedkommer der ifølge serien hver dag året rundt, hvad der svarer til en stor dansk folkeskoleklasse. Vel at mærke repræsenterende alle samfundsklasser.

For det er DR Dokumentars sigte med serien Hjælp! vi skal føde: at se nærmere på de mange forskellige fødende, som får børn på Hvidovre Hospital. Rige som fattige, familier som alenemødre og førstegangsfødende som erfarne. Ikke to fødsler har samme forløb.

I tirsdags, og det vil sige i seriens andet afsnit, havde alenemor Kristine to mænd som en slags fødselshjælpere på stuen: bøsseparret broderen Mikkel og dennes mand Jens. En munter og dramatisk forestilling blev det til, hvis lige jordemoderen da heller ikke havde oplevet før.

Som andre eksempler på, hvor stærkt sammensat Hjælp! vi skal føde er redigeret, kan nævnes, at et særligt udvalgt folketingsmedlem for De Radikale medvirker i et af afsnittene. Hun er, som der står i foromtalen vant til smerte, for hun er Danmarks bedste i 200 kilometerløb.

Selvom hendes mand er narkoselæge, så skulle det vise sig, at fødslen blev ret kompliceret. De skulle ellers have alle forudsætninger for at gennemføre en perfekt fødsel. Egentlig ret beundringsværdigt, at de har indvilliget i optagelsen. For et fødselsforløb kan ikke forudsiges.

Og det er her, jeg ikke kan lade være med at spørge: Er der mon blevet optaget forløb, der er faldet så uheldigt ud, at hovedpersonerne har frabedt sig den videre deltagelse i serien? Har man også tænkt over, hvad barnet om mange år mon vil sige til sin ufrivillige medvirken?

Hvad ville vi selv sige til at få vores egen ankomst til verden blive fotograferet og udsendt for alverden? Hvordan ville det være, om vi selv kunne opleve synet af vores forældre i en så helt bogstaveligt talt presset situation? Det er jo ikke alle fødsler, der er lige spektakulære!

Under alle omstændigheder, så er den lille nye ifølge sagens natur ikke blevet spurgt. Og sådan er det jo efterhånden i mange sammenhænge, hvor tv går tættere og tættere på familielivet på godt og ondt. Det virker, som om det tages for givet, at alle gerne vil i tv.

Serien skal have sin chance. Den har hidtil udvist en forsvarlig respekt for de medvirkende, som sandsynligvis både har set og godkendt det sendte. Hjælp! vi skal føde kan forhåbentlig især virke oplysende og ikke afskrækkende på alle førstegangsfødende. Et barn er for langt de fleste livets største gave. Også når gaven ikke modtages for åben skærm og mikrofon med henblik på offentliggørelse.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder