Sprog er det ældste og bedste medium

Forfatter Josefine Ottesen minder os om, at tale- og skriftsprog ikke alene er det ældste, men også det bedste medium, i "Enetime" på P1

Forfatter Josefine Ottesen har medvirket i serien ”Enetime” på DR P1. –
Forfatter Josefine Ottesen har medvirket i serien ”Enetime” på DR P1. – . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

”KLOKKEN ER fem minutter over syv. Så er vi her, ”P1 Morgen”, en time senere end normalt. Det er, fordi det er sommer. I hele juli måned går vi i luften en time senere og sender til gengæld en time længere, helt til klokken 10.00.”

Med disse ord præsenteres lytterne i denne tid for små ændringer i radioens morgenflade.

Særligt spændende er genindførelsen af små programindslag, der minder om, hvad man for år tilbage dagligt kunne høre under fællestitler som ”Ved dagens begyndelse”, ”Dagens historie”, ”Dagens spids”, ”Lækker radio”, ”Fagbogen” og ”Koplevs køkken”.

Redaktionen af ”P1 Morgen” har fra mandag til lørdag valgt at bringe seks korte afsnit af en serie under den lidt ejendommelige titel ”Enetime”. Den varer jo kun små 10 minutter.

I indeværende uge er det filminstruktøren Bille August, der har ordet. I den første juli-uge var det forfatteren Josefine Ottesen.

SIDSTNÆVNTE GJORDE særdeles sympatisk opmærksom på, at tale- og skriftsprog ikke alene er det ældste, men også det bedste medium. Selvfølgelig afhængigt af, hvor kvalificeret det bruges. For der er ikke bare tale om digtekunst. Det handler også om at kunne et håndværk, hvis man vil skrive bøger eller på anden vis være skribent og/eller fortæller.

Josefine Ottesen gjorde i første udsendelse derfor meget ud af at betone vigtigheden af, at en forfatter besinder sig på, hvilke stiliserende fortælleelementer, der vælges. Der skal være en vis overenstemmelse mellem form og indhold. Myter, sagn, fabler, legender og eventyr kan da fungere som tidløse troldspejlbilleder af verden. Josefine Ottesen omtalte sine verbale virkemidler som ”kulturklister” og kaldte sit billeddannende sprog for ”indre landskabsrealisme”.

DE FØLGENDE FEM DAGE fik lytterne blandt mange gode råd for eksempel påvist det betydningsfulde i, at man ikke viger tilbage for ”at skrive på en indre uro”. Det vil sige modigt at finde frem til sit ”kreative drive”. Og at det er lige så vigtigt at give sine idéer hvile, plads, pauser, tid og ro til at mærke efter, om ens planer er bæredygtige.

Mest respektindgydende var Josefine Ottesens redegørelse for erfaringerne med det afsluttende redaktionelle arbejde. Det kan nok få mange til at tabe modet at høre om, hvordan mødet med den første læser kan forløbe. Hvordan griber man kritik, rettelser, uforstand og ændringsforslag an?

Ønsker en redaktør i virkeligheden en helt anden bog end den, man har skrevet? Og hvad sker der, når en læser forstår at fortælle noget overraskende om en bogs indhold, som dens forfatter ikke selv har været sig bevidst?

Det har vi på P2 dagligt et uundværligt traditionsrigt kort sprogprogram til at minde os om: ”Morgenandagten”. Meget apropos lød det i går med varsom sprogbrug fra Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 7-8:

”(...) lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne.”

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.