Prøv avisen
Mediekommentar

Stærkt indblik i umenneskelig behandling af åndssvage

Karoline, der som barn fik diagnosen ”åndssvag”, fortalte åbenhjertigt om fortidens dyrekøbte erfaringer i DR's serie ”De åndssvages historie”. - Foto: Frej Schmedes

Streng disciplin og straffe i form af bæltefiksering eller anbringelse i isolationscelle prægede de ofte fejlbedømte unges dybt nedværdigende dagligdag, skriver Leif Hjernøe i mediekommentar om DR's nye serie "De åndssvages historie"

DET ER MERE END NOGENSINDE nødvendigt, at vi både herhjemme og ude i den store verden lærer at acceptere, at det eneste normale ved os mennesker er, at vi alle er forskellige. Det gælder for såvel de mest geniale og talentfulde som for de svageste og uformående.

Der er glidende overgange fra udviklingstrin til udviklingstrin, både hvad åndsevner, fysiske færdigheder, seksualitet og aldring angår. Det er derfor komplet umuligt at operere meningsfuldt med skematiske rubriceringer af mennesketyper, deres mentalitet og udseende.

Verdenshistorien kan fortælle om de grusomheder, der altid er følgevirkninger af forsøg på at stemple etniske, kulturelle, religiøse og nationale grupperinger med generaliserende karakteristikker. De fører alt for let til fordomme, racisme og fanatisme.

Danmarkshistorien kan give konkrete eksempler på sådanne socialpsykologiske fænomener. Det sørgede blandt andre tidligere embedsmand i særforsorgen Jørgen Hansen for i Malene Flindt Pedersen og Mette Andkjær Hansens klart disponerede, tredelte dokumentarserie ”De åndssvages historie”, der blev sendt i aftes på DR K.

Takket være detaljerede øjenvidneberetninger og filmisk arkivmateriale fik seerne i løbet af tre gange 28 minutter indblik i de umenneskelige forhold, som udviklingshæmmede levede under for blot et par generationer siden. Den tids socialforsorg byggede endda på videnskabelige teorier.

Med udgangspunkt i det tidlige 20. århundredes antropologiske idéer om de genetisk bestemte arvelige egenskabers betydning, handlede politikere og andre magthavere ud fra den indstilling, at civilisationer kun kan reddes via målrettet, lægeligt begrundet racehygiejne.

”De åndssvage” måtte forhindres i at formere sig. Det kunne efter den tids mening bedst gøres ved tvangssterilisation og isolation af de unormale. Fra lægeligt hold blev forældre formanet om, at de hurtigst muligt blot skulle glemme deres abnorme børn og sørge for at få nogle nye og raske.

”De afvigende” blev i tusindvis og i strid med alle retsregler deporteret til og ydmygende behandlet på store anstalter rundt om i landet, hvor de ofte måtte udføre hårdt og neutraliserende arbejde. Der var tale om anbringelser på ubestemt tid.

Streng disciplin og straffe i form af bæltefiksering eller anbringelse i isolationscelle prægede de ofte fejlbedømte unges dybt nedværdigende dagligdag. Arne, Karoline og Lone, der alle havde fået diagnosen ”åndssvag” som børn, fortalte åbenhjertigt om fortidens dyrekøbte erfaringer.

Men heldigvis også om, hvordan de i dag kan leve et selvstændigt liv. Forsker i handicaphistorie Birgit Kirkebæk fortalte undervejs om de stærkt positive ændringer, der langsomt har fundet sted siden begyndelsen af 1960'erne.

Alligevel måtte Birgit Kirkebæk konkludere med disse ord af almen gyldighed: ”Der er sikkert også ting, vi gør i dag, hvorom man kritisk om 100 år vil sige: 'Hvordan kunne de dog finde på det!'.”

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder