Mens sneflokke kom vrimlende uden for mit vindue, sad jeg og lyttede til onsdagens udgave af P1- programmet "Stedsans". Det har jeg aldrig gjort før. Altså lyttet til netop det program, men en anmelder skylder også lejlighedsvis at drage på opdagelse i uvante områder af programfladen. Da "Stedsans" blev annonceret ved at fortælle, at programmedarbejderen Susanna Sommer skulle se på dyrespor i den jomfruelige sne, passede vejrlig og radio også smukt til hverandre.
Stedet, som blev sanset, var Ravnsholt Skov ved Allerød, og naturvejleder Bjørli Lehrmann førte rundt i den vinterlige skov og udlagde dyrespor i sneen. De to damer kom på sporet af både mus, ræv og rådyr, og lytteren kunne høre på åndedrættet, at dette ikke var stillestående radio, men en vandring i Guds fri natur. Når det er sagt, så trak det visse veksler på tålmodigheden at høre "Stedsans" til ende. Det varede immervæk hele 57 minutter, og mere spændende var det altså heller ikke at høre, hvordan Susanna Sommer og Bjørli Lehrmann stødte på endnu et musespor.
Jeg begyndte i hvert fald at tabe sporet og opmærksomheden.
DET VAR GIVET en fornøjelig tur for den snakkende duo, men når der produceres radio, må der også tænkes på, hvordan stedsansen formidles de steder, hvor folk sidder og lytter langt fra Ravnsholt Skov. Gad vide, hvor mange der i øvrigt som undertegnede hørte samtlige 57 minutter? Måske nogle dyresporsentusiaster og lokalpatrioter.
Nå, vi blev ikke ude i kulden, men kom indenfor på Børnenaturcentret Vestre Hus. Jeg anede faktisk slet ikke, at der fandtes sådan noget. Butikscentre er der nok af, men i Allerød kan man altså komme på naturcenter i børnehøjde. Her var der også mere eksotiske dyr i form af kvælerslanger og en fugleedderkop, og Susanna Sommer overvandt al araknofobi og rørte ved det behårede kræ. Vi fik noget at vide om dyrene, deres vaner og særheder. Bjørli Lehrmann fortalte med begejstring om sit arbejde med at åbne børnenes øjne for naturens herligheder og mysterier, og jeg tror gerne, at poderne både underholdes og oplyses i hendes selskab. Ja, flere børn ville angiveligt gå i Bjørli Lehrmanns fodspor, så måske fungerer Vestre Hus som rekrutteringssted for fremtidige biologer. Hvad stedsans ikke kan føre til.
Men god radio blev det altså ikke til. Det var simpelthen for langtrukkent, for småsnakkende og trivielt. Man kunne forvente, at "Stedsans" virkelig gav stedsans, for så vidt det nu er muligt gennem æteren, men det kneb det noget med. Det kunne ellers være interessant. Ingen foruden den gode Gud er som bekendt allestedsnærværende, men via medierne kan et menneske bliver stedkendt med egne, hvor han aldrig har sat sin fod. Således kan verden blive større foran radio og fjernsyn. Det kræver imidlertid formidling på mediets præmisser og en redigering, som er stram uden at amputere.
Jeg er sikker på, at Susanna Sommer og Bjørli Lehrmann hyggede sig i hinandens selskab, men jeg endte med at kede mig bravt.
Jesper Bacher er sognepræst.