Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: Stop latterliggørelsen af prins Joachim

”Respekten for denne mand vil vokse,” forudser Sørine Gotfredsen. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Prins Joachim har gennem årene fulgt en noget slingrende kurs med skilsmisse fra grevinde Alexandra, opbrud fra Schackenborg Slot og et image som lidt akavet og utilgængelig. Men noget er ved at ændre sig, skriver Sørine Gotfredsen

EN INTERESSANT mediehistorie i denne uge har været af kongelig karakter, og den har fulgt en lidt uventet kurs. Prins Joachim har besluttet at slå sig ned i Paris i et år for at tage en fornem militær lederuddannelse, og han flytter derned med sin kone, prinsesse Marie, og deres to børn.

Nærmest bag om ryggen på os har prins Joachim fået titel af oberst i det danske forsvar, og efter de forliste landmandsdrømme satser han nu på en militær løbebane. Prins Joachim har som bekendt aldrig været specielt populær. Han er født ind i en svær position som lillebror til den kommende konge, og han har gennem årene fulgt en noget slingrende kurs med skilsmisse fra grevinde Alexandra, opbrud fra Schackenborg Slot og et image som lidt akavet og utilgængelig.

Hun – ekskonen – er i færd med at genskabe sig selv som almindeligt menneske, den ældste søn vil være fotomodel (ikke godt), og sammenlignet med kronprins Frederik og Marys usårlige berømmelse har Joachim længe lignet det svage led. Men nyheden om hans franske planer er enten blevet modtaget med nøgtern konstatering eller udbrud som ”supercool” og ”sejt”, som jeg forleden hørte politiker Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udbryde på DR.

Man kunne ellers nemt have forestillet sig en negativ tone, for skal en højt placeret kongelig ikke bo i sit land, og skal prins Joachims penge nu gå til et ekstravagant liv i Paris?

Tanken strejfede såmænd også mig selv, men der er sket noget nyt. Forbeholdet over for prins Joachim er i færd med at blegne, og hvorfor nu det? Jeg aner to forklaringer.

For det første er det jo ikke svært på det alment menneskelige plan sætte sig ind i, at det er vigtigt for Joachim at finde en livsopgave at brænde for.

For det andet er det faktisk muligt, at vi har taget ved lære af prins Henriks død sidste år. Her erfarede vi, at den indgroede og lidt ”dumsmarte” latterliggørelse af en mand, der er havnet i en ret uhåndterlig position, er ubehagelig at blive mindet om, når det er blevet definitivt for sent at sige undskyld.

VI HUSKER bisættelsestalen af tidligere kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen, hvor der ikke blev lagt skjul på, hvad prins Henrik gennem årene måtte lytte til, og mens det den dag i kirken syntes lidt skarpt formuleret, havde det måske en opdragende effekt. Når der går folkestemning i synet på en bestemt person, kan de finere nuancer gå tabt, og den store dækning af prins Henriks død rummede en særlig blanding af hengivenhed og forlegenhed.

For hvordan så vi egentlig på dette menneske, mens han var i live? Og hvordan ser vi på prins Joachim nu? Han har ikke selv valgt at blive født som nummer to, og han kæmper for at få sin mærkelige skæbne til at give mening. Lur mig. Respekten for denne mand vil vokse, og når han vender hjem fra Paris med et fint militærcertifikat i lommen, vil vi alle være nået et skridt videre. Luften mildnes omkring landets royale smertensbarn, og måske er det tegn på, at noget også mildnes i os.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.