Synet på kristendom viser politisk hjerteblod i P1-debat

Næste gang en politisk kommentator fastslår, at den gamle venstre-højre-akse er død, skal man bare sige ordet ”kristendom” for at vide, at det ikke passer, skriver Sørine Gotfredsen

SKULLE MAN et øjeblik have glemt, at der er forskel på en borgerlig og en mere socialistisk regering, er vi atter blevet mindet om det.

Her kort tid efter valget i juni forlyder det, at støttepartierne bag den socialdemokratiske regering vil have faget kristendomskundskab i folkeskolen erstattet af faget religion, der fra begyndelsen skal handle om meget andet end kristendom.

Det er en kendt diskussion, og forleden foregik den på P1 mellem Alex Ahrendtsen (DF) og tidligere kirkeminister Marianne Jelved (R). Førstnævnte begræd, at venstrefløjen altid har ønsket at underminere kristendommen, hvilket ifølge Alex Ahrendtsen er ekstra tragisk i en multikulturel epoke, hvor enhver netop har brug for at blive oplyst om landets åndsfundament. Marianne Jelved afviste at ville underminere kristendommen, men havde dog svært ved at forklare, hvorfor hun har ladet sig sende i byen for at argumentere for en ændring af faget.

EN VIGTIG POINTE ER DOG, at denne sag burde fylde mere i medierne, hvor vi nu i adskillige dage i en massiv time for time-dækning har fulgt de to kandidater til næstformandsposten i Venstre. Hallo, det er næstformand, vi taler om, og ikke formand, og samtidig foregår der en basal åndskamp bag om ryggen på os, der er fyldt med interessante udsagn.

I denne avis udtalte skoleleder fra Randers Martin Hyldgaard Larsen for eksempel i tirsdags, at han finder det rimeligt at omdøbe kristendomsfaget, hvilket han især mener, efter at have overvejet, om han selv ville bryde sig om i et muslimsk land at opdage, at der stod ”islam” på skoleskemaet. Det ville han åbenbart ikke bryde sig om, forstår vi, men hvorfor dog ikke?

BEMÆRKNINGEN AFSLØRER, hvor ilde set det er i dag, at et land overhovedet repræsenterer et historisk og åndeligt fundament, der vægtes højere end andet, og vor tids værdirelativistiske livssyn gennemsyrer simpelthen samtalen som en vedtaget sandhed. Ligesom det gennemsyrer tænkningen på venstrefløjen. Det er jo i høj grad i enighed om dét – det værdirelativistiske – at forbrødringen er sket mellem venstrefløj og lærerværelse, og når disse magtcentre sammen indstiller kanonen, har den seriøse kristendomsundervisning næppe en stor chance.

Næste gang en politisk kommentator fastslår, at den gamle venstre-højre-akse er død, skal man bare sige ordet ”kristendom” for at vide, at det ikke passer.

Hér deles vandene fortsat og vil gøre det længe. Én ting er, at en del på venstrefløjen omsider har forstået, at de multikulturelle tilstande skaber visse problemer. Noget andet er nu at forstå, at landet vel ikke blot bør tilpasses de religiøse strømninger af anden art, der i dag findes, og dén erkendelses-etape ser endnu mere ujævn ud end den første.

Synet på kristendommen afslører hjerteblodets politiske farve, og Folketingets nye flertal har vist os farven på sit. Kampen om kristendommen raser igen, og som ikke meget andet viser den, at de politiske partier stadig i det inderste er forskellige.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.