Et interessant sammenfald af indslag i onsdag aftens tv-nyheder: I Danmark lukkes der for adgang til flere af motorvejenes i forvejen begrænsede antal rastepladser. I Tyskland udbygger man rastepladserne, sådan at de i sig selv kan være rejsemål.
Et enkelt sted har man endog indrettet sig med en kirke. Jeg kom straks til at tænke på vejkapellerne i Frankrig, hvor man tager det som en selvfølge, at den katolske kirke tilbyder andagtsrum som en slags vejservice, som ”tankstationer for sjælene”.
Det sidste er en formulering, jeg hentede fra TV Avisens indslag fra Tyskland. Hvor det blev forklaret, at formålet med kirken på den tyske rasteplads Autohof Strohofer – ved Geiselwind midtvejs mellem Frankfurt am Main og grænsen til Tjekkiet – var at give fortravlede bilister mulighed for at stresse af, at tanke op med andet og mere end benzin og mad: Eine Tankstelle für die Seele.
En tankevækkende god idé. Lad os få flere af den slags opbyggelige rastepladser langs livets mange landeveje. Lad os få flere andagtsfyldte rum i en tid præget af hæsblæsende adfærd, splittelse og destabiliserende magtkampe.
Det gælder også vores elektroniske medier. Midt i alt det flimrende overfladiske, det alt for flygtige og utydelige, må vi forlange og værne om tidsrum for besindelse og meditativ eftertanke.
Sådan har jeg det med DR’s daglige transmissioner af morgenandagten i Københavns Domkirke: en programsat tankstation for sjælen. En mental rasteplads.
Og sådan kunne jeg så blive ved med at perspektivere. For eksempel ved at minde om Kirkefondets seneste vejkirkebrochurer. Heraf fremgår det heldigvis, at der i år er tilmeldt et rekordstort antal vejkirker med ikke færre end 431 kirker jævnt fordelt ud over hele landet.
Så hvis man giver sig tilrådelige tidsrum til på næsten evangelisk maner at søge ud på de smalle veje, så har vi her i landet åben adgang og fri afbenyttelse af 217 kirker i Jylland og 214 på Sjælland, Fyn og de øvrige øer. Brochurerne er trykt i 98.000 eksemplarer i alt.
I disse hedebølgetider kan det være særligt velgørende at søge ind i svale kirkerum og for eksempel fundere over dette skriftsted:
”Thomas sagde til ham: ’Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?’ Jesus sagde til ham: ’Jeg er vejen og sandheden og livet.’” (Johannesevangeliet, kapitel 14, vers 5f.)
Og hvad med at tænke på evangelieteksten til den kommende søndag, hvor der i Mattæusevangeliet, kapitel 11 står de for vanetænkningen provokerende ord:
”Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere! Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.”
Sådan kan vi både blive overhalet indenom og blive udsat for en vejledning, der i alle henseender virker som det stik modsatte af trøstesløse rastepladser.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.