Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mediekommentar

Terrorbacillen er en global epidemi med mange smittebærere

I går var politiet – og pressefolk – på området, hvor 84 mennesker torsdag aften blev dræbt af en lastbil. – Foto: Sebastian Lejon

Først blev der talt om et terrorlignende angreb. Hvis angrebet ikke var fuldt og helt terror, hvad er så? Det kan aldrig være myndighedernes opgave at sprede unødig frygt, men udenomssnak er heller ikke af det gode, skriver Jesper Bacher

Den 14. juli 1789 stormede og nedkæmpede pariserne Bastillen, der blev brugt som fængsel af den franske kongemagt. Det havde ulmet længe, og en af de indsatte, den berømte og berygtede marquis de Sade, havde den 2. juli råbt til folkemængden, at man var begyndt at dræbe fangerne. Det var ikke sandt, og marquisen blev umiddelbart efter overflyttet til et sindssygehospital. Den 14. juli gik det ikke desto mindre løs. På angribernes side mistede man 98 menneskeliv. På den tabende side gik kun et enkelt liv tabt under kampen, mens seks eller måske otte blev dræbt efter overgivelsen. Begivenheden blev verdenshistorisk, begyndelsen på Den Franske Revolution og datoen nationaldag for republikken.

Her 227 år efter fejrer man stadig Bastilledagen blandt de franske, men dette år i Nice blev Bastilledagen igen en blodig dag. Denne gang blev der ikke løbet storm mod et fængsel, men en lastbil blev styret ind i den fejrende folkemængde på Promenade des Anglais, så mindst 84 mennesker måtte lade livet. Først blev der talt om et terrorlignende angreb. Underlig formulering. Hvis angrebet ikke var fuldt og helt terror, hvad er så? Det kan aldrig være myndighedernes opgave at sprede unødig frygt, men udenomssnak er heller ikke af det gode. I skrivende stund kendes motivet ikke med sikkerhed, men ifølge den britiske avis Daily Mail råbte gerningsmanden ”Allahu Akbar – Gud er stor”, før han blev dræbt af politiets kugler. Det lyder meget genkendeligt og kun alt for sandsynligt.

Så sidder man her igen og ser ekstra nyhedsudsendelser. Denne gang mest på DR2, som har viet en morgentime til dækningen. Der indhentes kommentarer, og vi hører den sædvanlige strøm af officielle fordømmelser. Der indhentes ekspertudtalelser og øjevidneberetninger, som kredser om det uforståelige i, hvordan fred og ingen fare på et øjeblik kan forvandles til blodigt kaos.

Det kender man så udmærket andre steder i verden. Der kom ikke ekstraudsendelser, fordi et bombeattentat i Bagdad ved månedens begyndelse siden kostede op mod 300 mennesker livet. Irak er også meget længere væk end Frankrig både geografisk og kulturelt, men barbariet bliver ikke pænt i Mellemøsten. Ja, det er ikke bundet til steder, men til tanker. Terrorbacillen er en pandemi og smittebærerne mange.

Tideligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen kommer med sine kommentarer og spørger, om ikke endnu et terrorangreb må give anledning til at overveje krigsretorikken og den knyttede næves taktik, som har været fulgt siden 2001? Det har tilsyneladende ikke hjulpet. Nej, nogle krige er lange og seje, og hellige krigere er et urgammelt fænomen.

EU-præsidenten Donald Tusk udtaler fra et topmøde i Mongoliet, at terrorangrebet foregik på den dag, hvor det franske folk fejrede frihed, lighed og broderskab, men også Den Franske Revolution gik over i det såkaldte terrorregime eller rædselsregime fra 1793 til 1794. Hvor politik bliver helligt, bliver alt tilladt, hvad end de revolutionære måtte kalde sig.

Jesper Bacher er sognepræst