”DER FINDES IKKE dumme spørgsmål, kun dumme svar,” lyder en kendt vending, som ikke mindst bruges i pædagogisk øjemed. Man forstår, hvad der menes, og det er i hvert fald for dumt at holde op med at spørge. Alligevel var det, om ikke ligefrem dumt, så mindre skarpt, at P1 havde forsynet den første af fem programmer om terrordilemmaer med overskriften ”Hvorfor har vi endnu ikke løst problemet med terror?”.
Jeg mener, der er jo ikke tale om et eller andet teknisk eller naturvidenskabeligt problem, som kan løses og overvindes, så vi på et tidspunkt kan sige, at engang var der noget, som hed terror, men det var før, vi fandt kuren eller den rigtige formel. Selvfølgelig kan terror begrænses, mindskes og trænges tilbage, men terror er så gammel som arvesynden og vil ganske givet ikke forsvinde før.
Det skal også siges, at værten i ”Terrordilemmaer”, Anja Dalgaard-Nielsen, netop omtalte terror som et bøvlet og genstridigt problem, som på ingen måder kunne løses ved snuptag. Anja Dalgaard-Nielsen var som vinder af P1’s Rosenkjærprisen 2017, der uddeles til en kulturpersonlighed eller en videnskabsmand, der forstår at formidle et svært tilgængeligt stof, i gang med at afvikle de radioforedrag, som prisen forpligter til. Det skete dog ikke i form af enetale, men som den vidende vært, der interviewede andre kyndige om terrorens dilemmaer.
Anja Dalgaard-Nielsen fortalte, hvordan det umiddelbare og oplagte svar på terror ofte var militært, men militære midler formår ikke at nedkæmpe terrorens dybere årsager. Man kan for eksempel nok besejre Islamisk Stat på slagmarken. Det er imidlertid diskriminationen af de irakiske sunni-muslimer, som har været med til at skabe rekrutteringsgrundlaget for Islamisk Stat. En amerikansk forsker sekunderede og talte også om det socioøkonomiske grundlag for terroren.
Anja Dalgaard-Nielsen kunne slå fast, at militære midler ikke løser terrorens grundlæggende problemer. Gad vide, om der er nogen, som virkelig tror det? Det ville da alligevel være for dumt. Krudt og kugler kan ramme mennesker, ikke ondets rod.
MAN KUNNE DOG GODT SAVNE blik for terrorens åndelige dimension hos forskerne. Det er jo ikke bare sådan, at fordi en befolkningsgruppe diskrimineres eller udelukkes fra magten, svarer den igen med terror og sanseløse drab på civile. Jeg har i hvert fald ikke hørt om en tibetansk pendant til al-Qaeda og Islamisk Stat.
Det er jo heller ikke sådan, at lever man i tryghed, velstand og frihed, så er man døv for terrorismes sirenesang. Vesterlandske muslimer forlod som bekendt deres smørhuller for at rejse ned til Islamisk Stat. Har terroren ikke også rod i det urolige menneskehjerte? I den utopiske længsel efter det rene og perfekte samfund, som så koster så dyrt i menneskeliv, fordi de onde og urene skal være væk. Det være sig jøder, klassefjender eller vantro.
Og er der ikke også et større terrorpotentiale, hvis en religion er teokratisk, som det er tilfældet med klassisk islam? Det må være tilladt at spørge.
Jesper Bacher er sognepræst.