Sognepræst: Tesfaye skal bygge på Kjærsgaards indsats

Den nye integrationsminister ved, at han nu skal bygge videre på Inger Støjberg (V) og Pia Kjærsgaards (DF) stædige indsats, for det egentlige paradigmeskift ér sket, skriver Sørine Gotfredsen

Ved ministeroverdragelsen gav Mattias Tesfaye (S) tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V) to Coca Cola Zero og en lagkagekniv med kommentaren "den får jeg ikke brug for" med henvisning til Inger Støjbergs kagefejring af den tidligere regerings udlændingestramninger.
Ved ministeroverdragelsen gav Mattias Tesfaye (S) tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V) to Coca Cola Zero og en lagkagekniv med kommentaren "den får jeg ikke brug for" med henvisning til Inger Støjbergs kagefejring af den tidligere regerings udlændingestramninger. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau scanpix.

BESÆTNINGEN VAR perfekt. Den forrige og den nye integrationsminister, Inger Støjberg (V) og Mattias Tesfaye (S), og de to værdikrigere fra henholdsvis Radikale Venstre og Dansk Folkeparti Zenia Stampe og Pia Kjærsgaard.

Mødet mellem disse karakteriserer tiden efter dannelsen af en ny regering, og i ”P1 Debat” i mandags diskuterede de, om denne nu løber fra løfterne angående udlændingepolitikken.

Meget hviler på skuldrene af Mattias Tesfaye, og ifølge Støjberg og Kjærsgaard vakler han for meget. Øen Lindholm skal alligevel ikke bruges til afviste asylansøgere, selvom Tesfaye i sin tid ifølge Kjærsgaard fandt, at idéen var ”spot on”, og mest diskussion var der om bevægelsen i retning af mere fokus på integration og mindre på hjemsendelse. Altså en modsigelse af det paradigmeskift, der blev vedtaget sidste år i forsøget på at undgå, at flygtninge reelt bliver til indvandrere og aldrig rejser igen.

Dette handler ikke blot om mængden af udlændinge i Danmark, men også om, hvordan man opfatter et integreret menneske. Er det nok, at man forsørger sig selv, eller skal man også tage kulturen til sig? Socialdemokratiet har længe lagt mest vægt på velfærdens overlevelse, mens Dansk Folkeparti er forankret i en dybere optagethed af dansk kultur, og diskussionen kan atter tage fart med folk tilbage i gamle roller. Men noget er forandret.

Sagen er jo, at Mattias Tesfaye, Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard udmærket forstår hinanden. Tesfaye ved, at han nu skal bygge videre på disse to kvinders stædige indsats, for det egentlige og dybereliggende paradigmeskift ér sket. Det består af en bred erkendelse af, at for stor muslimsk indvandring rummer enorme problemer, og at det gælder om at bevare så megen homogenitet i Danmark som muligt.

DERMED AFSLØREDE dette program også, hvordan en politiker som Zenia Stampe ikke formår at tage del i samtalen. Hun tænker stadig i positioner frem for i indhold og anklagede her den forrige regering for at ønske, at integrationen ville mislykkes, så man kunne fryde sig over en destruktiv selvopfyldende profeti.

Det er en infam beskyldning, det er debatform under lavmålet, og det er også negligering af den kendsgerning, at års opstramning og begrænsning af tilstrømning har været med til at stabilisere dette land, mens andre oplever mere vold og kaos. Man blev her mindet om, at det fortsat er foragten for Dansk Folkepartis betydning i nyere tid, der vejer tungest for en radikal politiker som Zenia Stampe, og at hun på sær vis derved hænger fast.

Andre er i bevægelse, og når røgen endelig har lagt sig efter valgkampen, kan det vise sig, at paradigmeskiftet, som jeg definerer det, vil træde klarere og klarere frem. I hvert fald viste dette program som interessant værdipejlemærke for den kommende tid, hvordan politikere som Mattias Tesfaye, Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard langt hen ad vejen befinder sig på den samme banehalvdel.

Det synes oplagt, at de også her skulle kunne finde ud af at spille sammen.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.