Det giver som udgangspunkt god mening at lade musikeren Isam Bachiri komme til orde. I adskillige dage er han blevet beskudt fra alle vinkler på grund af sin sang ”Ramadan i København”, der på opfordring er skrevet til mulig optagelse i Højskolesangbogen, og det er forståeligt, hvis han gerne vil tage til genmæle.
I torsdags var han på besøg i ”Tidsånd” på P1, hvor han fik taletid, og af vært Christoffer Emil Bruun blev bedt om at forholde sig til påstandene om, at han er muslimsk fundamentalist.
Det afviste han, ikke overraskende. Nej, sangen ”Aicha” handler ikke om profetens barnebrud, nej, han hylder ikke burkaen, men mener – på tidens flade liberalistiske vis – at enhver må gå klædt, som man vil, og nej, han sympatiserer ikke med terrormistænkte.
Dog har hans søsters mand været mistænkt i en terrorsag, men blev renset, og bortset fra let forbløffelse over denne markante oplysning sad man efter programmet tilbage med fornemmelsen af, at interviewet grundede i en vis halv-sarkastisk indforståethed.
Næsten som om Christoffer Emil Bruun og Isam Bachiri forinden havde siddet og moret sig over den megen postyr over sangen, hvorefter de i lige lovlig udtalt overensstemmelse fik de kritiske spørgsmål overstået. Sådan lød det.
Til sidst spillede de ”Ramadan i København” i en version, hvor alle ord med reference til islam var blevet klippet ud.
Isam Bachiri har muligvis fundet dette morsomt, men snarere fremstår det arrogant, at han vist har svært ved at sætte sig ind i sammenstødet mellem en gammel grundfæstet kultur – stærkt symboliseret ved Højskolesangbogen – og en helt ung virkelighed, hvor islam findes i Danmark.
Derfor ærgrer det, at Christoffer Emil Bruun brugte så meget tid på at spørge til påstandene om Isam Bachiris fundamentalisme, som gæsten mageligt fik afvist, mens han ikke kom ind på det interessante i bredere perspektiv.
Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man kan forvente, at en mand som Isam Bachiri, der er født og opvokset i Danmark, i højere grad bør forholde sig til dansk åndsvirkelighed frem for muslimsk. Eftersom det er her, han bor og får så meget godt. En central tanke angående Isam Bachiri og Højskolesangbogen er således, hvorfor han ikke har skrevet en sang, der hylder det danske uden at presse sin muslimske identitet ind i projektet, og har han overvejet, at det mest passende i en sammenhæng som denne ville være at undlade netop det? Det handler om viljen til at ære det på stedet givne og et lands lange historie, og dette vitale omdrejningspunkt i vor tids store diskussion om sameksistens skulle have været berørt i ”Tidsånd”. Det er ét af P1’s vigtigste programmer, men her forpassede man chancen for at komme ind til kernen.
Man får næppe Isam Bachiri til at sige andet end nej, når man spørger, om han er muslimsk fundamentalist. Men man kunne måske have fået ham til at sige interessante ting, hvis man bad ham forklare, hvorfor han ikke kan skrive om Danmark uden at skrive om islam.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.