Hvornår begynder DR at tale til voksne mennesker?

Tonen i DR er med årene visse steder blevet så pinligt infantil, at man får sværere og sværere ved at forbinde kanalen med seriøsitet, skriver sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen

Vi har ikke brug for mere DR-pop-selvpromovering. Vi har brug for et smallere og mere elitært DR, mener Sørine Gotfredsen. Her er det bandet Julias Moon, der optræder ved DR's sportsgallashow, Sport2014. -
Vi har ikke brug for mere DR-pop-selvpromovering. Vi har brug for et smallere og mere elitært DR, mener Sørine Gotfredsen. Her er det bandet Julias Moon, der optræder ved DR's sportsgallashow, Sport2014. - . Foto: Henning Bagger.

VI VIL I DE KOMMENDE ÅR med stigende intensitet diskutere, hvad vi egentlig skal med DR. Vores store statsbetalte tv-kanal vil næppe kunne bevare den status, den så længe har haft.

For mange unge giver det ingen mening at betale licens til en række programmer, man stort set aldrig ser eller lytter til, og i Liberal Alliance argumenterer man for, at licensen skal være et personligt tilvalg. Forleden ved den årlige uddeling af tv-priser løb TV 2 med mest anerkendelse angående nyheder og dokumentar, mens DR blev rost for underholdningsprogrammer. Man må også sande, at den lette tone i høj grad i dag præger DR.

Bemærk for eksempel på en fredag aften som den netop overståede, hvordan programmerne præsenteres på DR1. Det vil sige ”Disney Sjov”, en quiz kaldet ”Versus” og endnu en amerikansk film. Det sker med en kvindelig pædagogstemme, der taler til os, som skulle vi motiveres til en ny leg i børnehaven. ”Det skal nok blive sjovt”, sagde hun Gud hjælpe mig.

Tonen i DR er med årene visse steder blevet så pinligt infantil, at man får sværere og sværere ved at forbinde kanalen med seriøsitet, og det hjælper næppe stort, at man nu søger en såkaldt ”teamleder”.

Han eller hun skal øge synligheden af DR's programmer og skabe kendskab til ”formålet” med dem. Det lyder lidt luftigt, men mon ikke initiativet indgår i DR's samlede bestræbelse på at forblive i danskernes bevidsthed som vores fælles uundværlige tv-kanal.

DR - eller Danmarks Radio, som man kan kalde fænomenet, skønt jeg fra pålidelig kilde ved, at der lægges vægt på, at medarbejderne bruger betegnelsen DR som led i tidens profileringstaktik - bor i hjerterne på mange i den midaldrende og ældre generation. Men som sagt ikke i den yngre. Man kunne bestemt ønske, at vi alle ville blive ved med at betale loyalt til ét samlende medie, ligesom vi betaler til sygehuse og folkeskoler, men i stedet for at kæmpe for at bevare den brede position kunne DR overveje at bevæge sig væk fra den overfladiske og tendentiøse stil og genopfinde en mere saglig tone.

For eksempel venter vi i spænding på at se, hvornår DR i den daglige dækning af tidens stærkt alarmerende folkevandring fra syd til nord vågner op. Konstant bruges ordet flygtninge som samlet betegnelse for alle, der vil til Europa, selv om hovedparten af dem aldrig anerkendes som sådan. Alene gennem sproget fastholder DR en fordrejet og forsimplet udgave af virkeligheden, og det er bestemt også i den sammenhæng, at kanalen mister status i vore hjerter. Der er således nok for en ”teamleder” at tage fat på, men man bekymres lidt, når man hører jobbeskrivelsen omtalt.

Efter sigende skal den nye medarbejder være med til at skabe opmærksomhed om dramaserierne, skuespillerne - og hold nu godt fast - værterne, såmænd.

Som om disse ikke fylder rigeligt i forvejen. Vi har ikke brug for mere DR-pop-selvpromovering. Vi har brug for et smallere og mere elitært DR, der ikke kan behage alle, men som til gengæld kan tale til voksne mennesker.

Sørine Gotfredsen er journalist, præst og forfatter