Tænk at kunne afsætte tre dage til tv-optagelser på Færøerne og så få godt vejr oven i købet! At man ikke skal tage den slags for en selvfølge, kan Nils Malmros fortælle meget om. Han måtte vente i uger på tørvejr til filmen Barbara.
Heldet var på mange måder med Søren Ryge Petersen og hans tv-hold, da de sidste efterår fik hentet billedmaterialet til den vellykkede udsendelse om den store fåredag, der blev sendt i onsdags. Her var det ingen sag at overbevise seerne om, at Tjørnuvík er den smukkeste bygd. I hvert fald på Færøerne, måtte man tro. Og tilsvarende sympatisk var mødet med den lokale befolkning. Stovte, maleriske typer.
LÆS OGSÅ: Oldtidens og nutidens filosofiske maskinrum
I udsendelsen var de for det meste af hankøn. Dog ikke hverken i begyndelsen eller slutningen. Der var der plads til alle i al andægtighed. Der indledtes med Befal du dine veje og afsluttedes med improviseret Kingo-sang. Danske seere forstod ikke et ord, men det gjorde heller ikke noget. Meningen var tydelig nok. Der blev efter 300 års traditioner skabt værdige musikalske rammer om dagens drama.
Det bestod i en temmelig hård tur for et stort hold unge og gamle mænd. Først ad smalle stier langs uhyggeligt stejle fjeldsider, siden i en spinkel 100 meter lang tovbane i 130 meters højde. Ikke noget for folk med højdeskræk, og derfor heller ikke for Søren Ryge Petersen. Det var, som om han rådede bod på fraværet, da han senere, og efter at den svimlende tur som sædvanligt var lykkeligt overstået, bød meget højt op i pris for en prægtig lammekølle ved den efterfølgende kødauktion. Og det sidste var hele dagens formål.
Trods alle strabadser og omkostninger gennemfører lokalbefolkningen hvert år at sætte får på græs hvor som helst på de grønne øer. Her altså på en lille klippeø 100 meter fra land. 15 dyr kunne det blive til. Devisen er enkel: Hvor der er græs, er der også får.
Det er ikke for ingenting, at navnet Færøerne betyder fåreøerne. Fugle, fisk og får har til alle tider kendetegnet øsamfundets levevilkår og beskæftigelse. Her fik vi i meget omhyggeligt og dygtigt filmede og forklarede detaljer især indblik i det sidste.
Vi fik også et overraskende stilfærdigt og ublodigt indtryk af den hjemmeslagtning, der uden mislyde fandt sted umiddelbart efter hjemkomsten fra den i virkeligheden kun fire timer lange tur.
Seerne fik senere besked om forskellige håndteringer, opbevaring og tilberedning af kødet. Man så forinden også, hvordan pelsningen fandt sted. Som store, uldne sokker blev fårenes langhårede pelse med nænsom anvendelse af tøjstykker krænget af. Næsten uden snitsår og beskadigelser, måtte man forstå.
Det efterlod seerne med måske de eneste ubesvarede spørgsmål i en ellers meget fyldestgørende udsendelse: Hvad bliver disse pelse mon brugt til sidenhen? Er der også auktioner over eller på anden vis penge i den slags?
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder