THOMAS BUCH- ANDERSEN, der er programchef på P1, gjorde forleden rede for den øjeblikkelige status på sin radiokanal. Overordnet set går det godt. Der kommer flere lyttere til, også blandt de unge, og Thomas Buch-Andersen lød tilfreds, men måtte dog erkende, at der mangler noget. Nemlig kvalificeret satire, der imidlertid ifølge chefen skulle være på vej i 2019.
Det er en udbredt opfattelse, at et samfund har brug for satire til at lukke luften ud af magthaverne og levere en afvæbnende vinkel på os og vor samtid. Det kan der være noget om, men satiren kan også have skadelig effekt, da den kan være med til at fremme en primitiv samtale og cementere forestillinger, der egentlig er udtrådte.
Lige før årsskiftet kunne man på P1 høre det nye satireprogram ”Faking News”, og i dette ikke voldsomt morsomme premiereprogram blev man blandt andet præsenteret for en sang om integrationsminister Inger Støjberg (V). En del af budskabet var, at eftersom ministeren ønsker sig et hvidt Danmark, vil hun smide alle brune mennesker ud af landet.
MAN FØLER SIG GANSKE HENSAT TIL 1990’erne, hvor indvandrerdebatten endnu var ung, skinger og famlende, og desuden er det påfaldende med den store fokusering på hudfarve, der netop afslører, hvordan satiren ofte dyrker stivnede forestillinger frem for at forstå virkeligheden.
Taler politikerne i dag om hudfarve? Nej, stort set aldrig, men det gør deres ironiske kritikere til gengæld, hvoraf nogle synes at leve i et lidt lukket rum, hvor de gør grin med en virkelighed, som de mere eller mindre selv skaber. Og tjener den form for satire fællesskabet? Næppe. Ej heller den decideret perfide har vi brug for, og visse satirikere burde lytte til Dronningens nytårsopsang og overveje konsekvensen af den attitude, man indtager i sit eget smalsporede ærinde.
DETTE KUNNE FOR EKSEMPEL være nyttigt for komiker Jonatan Spang, der forleden på DR i sit nytårsshow leverede endnu en besynderligt hadefuld parodi på Naser Khader (K).
Spang hyldes som én af tidens skarpeste sjove mænd, men man overvejer af og til, om han mon opbygger eller nedbryder, når budskabet i så oplagt grad bæres af foragt samt en for overfladisk viden om tingenes tilstand.
Dronningen synes fra sin ophøjede position at have en del mere føling med fællesskabets skrøbelighed end visse af dem, der menes ad humorens vej at tjene det, men som måske bidrager til at sprede en vis fordummelse. Satire defineres i leksikonet som den ”angribende latterliggørelse”, men meget af det, vi oplever, angriber ikke på den raffinerede, men snarere på den primitive måde.
Den opbyggelige satire forudsætter nemlig både dannelse og viden, og hvis en samtid også skal kendes på sit satiriske niveau, må vi sande, at vi har lidt problemer angående disse to begreber.
Når Thomas Buch-Andersen lover god satire på P1 i 2019, overvejer man derfor spændt, om der er anderledes begavede kræfter på vej.
Dette må her i mediekommentaren være blandt ønskerne for det nye år.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.