Tro om igen eller bliv i troen?

TV & radioanmeldelse af Jesper Bacher

TV & radioanmeldelse af Jesper Bacher
TV & radioanmeldelse af Jesper Bacher Foto: .

Mandag sent på aftenen løb DR 2s nye debatprogram Tro om igen over skærmen med den kristne Morten Thomsen Højsgaard og den muslimske Sherin Khankan som diskuterende værter suppleret af gæster, som de hver især havde inviteret til understøttelse og uddybning af egne synspunkter.

LÆS OGSÅ: Kristen og muslim debatterer religion i tv

Forhåndsomtalen lagde op til myteaflivning, ikke mindst om islam. Redaktionschefen på DR 2, Rikke Lauridsen, fortalte, at idéen er, at de to debattører ikke skal optrappe konflikten, men lytte til hinanden og måske rokke ved hinandens synspunkter. Man forstår, at redaktionen gerne ser den frie debat iblandet lidt fredsmission.

Morten Thomsen Højsgaard og Sherin Khankan faldt nu ikke ligefrem hinanden om halsen, men som tiden gik, steg, hvis ikke forbrødringen, så i hvert fald tilnærmelsesgraden.

Aftenens emne handlede om, hvorvidt det er sandt, at islam er kvindeundertrykkende, mens kristendommen går ind for ligestilling mellem mænd og kvinder? Morten Thomsen Højsgaard pegede på den massive kvindeundertrykkelse i den muslimske verden, og Sherin Khankan anførte, at ligestilling sagtens kan kombineres med islam.

Kvindernes faktiske vilkår i muslimske lande skyldes andre faktorer som fattigdom og analfabetisme, men aldrig en ret forståelse af islam.

Den rette, ja, feministiske udlægning af islam findes derimod hos diverse progressive teologer og tænkere. Khankan nævnte blandt andre den kvindelige pakistanske justitsminister, som var kommet frem til, at ud af Koranens 6000 vers var der kun seks, som kunne udlægges kvindeundertrykkende. Justitsministeren skulle tage at gøre en foredragsturné til landets koranskoler. Der er vist noget, de har overset.

Mens Khankan stod og talte med udækket, løsthængende hår i det offentlige rum, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det aldrig var gået i for eksempel Iran eller Saudi-Arabien, og meget kan man sige om de toneangivende teokrater på de kanter, men det er hverken brødmangel eller manglende læsefærdigheder, som bestemmer deres udlægning af islam. Det er da et held for muslimske kvinder, at ikke alle lande er muslimske!

Nå, debatten gik sin gang, og der anførtes skriftsteder fra henholdsvis Koranen og Det Nye Testamente, som kunne legitimere kvindeundertrykkelse. Det bemærkelsesværdige i, at Koranens udsagn den dag i dag bruges som ideologisk brændstof for hele stater og store bevægelser i kvindefjendsk øjemed, mens for eksempel Pauli udsagn om kvinder ikke præger lande med kristent flertal på samme måde, dvælede man ikke synderligt ved.

Morten Thomsen Højsgaard og Sherin Khankan var enige om, at deres religioner skulle tolkes frigørende og ikke undertrykkende, og Morten Thomsen Højsgaard var ikke utilbøjelig til at købe påstanden om, at islam også kunne bruges i kvindekampen.

Hidtil har der nu ikke været meget held med det, og gad vide om de islamistiske kvindesagsforkæmpere også slår et slag for deres medsøstre ret til udækkede hoveder og bikini på offentlig vej og strand? Tro om igen? Næ, det ser jeg egentlig ingen grund til.