Troende og kættere i klimaets tegn

Det er politikernes opgave at minde om faren ved for snæver dogmatisk enighed. Jo mere den politiske retorik i mediekraftens rivende strøm bliver religiøs, desto vigtigere er netop den påmindelse.

Troende og kættere i klimaets tegn
Foto: Steen Brogaard.

DISKUSSIONEN OM klimaet vil komme til at fylde voldsomt meget i de kommende år, og det skal den også, for den er vigtig. Spørgsmålet er bare, hvordan retorikken udvikler sig.

Denne tørre sommer har medført et stort potentiale for klimaomvendelse hos den enkelte, og onsdag morgen kunne man på en avisforside læse, at Uffe Elbæk fra Alternativet, der jo kandiderer til statsministerposten, vil erstatte Finansministeriet med et superklimaministerium. Fordi intet ifølge Elbæk i væsentlighed kan overgå kampen for at redde kloden.

FORMULERET PÅ DEN MÅDE er det selvfølgelig rigtigt, for vi har brug for et sted at bo, og da Karin Nødgaard (DF) og Peter Hummelgaard (S) sent tirsdag aften på TV 2 News blev bedt om at kommentere overskriften, anerkendte de, at klimaet er den vigtigste sag.

Forslaget fra Alternativet blev da også debatteret i ”P1 Debat” i går, og vi går en tid i møde, hvor politikerne på ny skal finde deres ben i det farefulde farvand mellem at være klimatroende og klimakætter.

For der trækkes en næsten apokalyptisk skillelinje mellem dem, der helt accepterer teorien om det menneskeskabte ved opvarmningen, og dem, der forholder sig mere skeptisk.

DA DANSK FOLKEPARTIS klimaordfører Mikkel Dencker forleden udtalte, at tilgangen til klimadebatten kan komme til at minde om religiøsitet, eftersom enhver til en vis grad angående disse enorme dimensioner må forlade sig på tro, røg han i puljen af kættere. Dencker benægter ikke, at klimaforandringerne også er menneskeskabte – han fastslog endog, at det er en ”sandsynlig forklaring” – men han advarede mod religiøse tilstande.

Vi ved jo også, at når medierne skaber konsensus om en bestemt tænkning, kan det knibe med at bevare roen og sansen for nuancer. Den selvforstærkende mediemekanisme har før demonstreret, hvordan en hel befolkning kan bringes til at dyrke en karastrofe på jorden, hvorpå alt få dage efter atter er glemt.

AT KLIMASPØRGSMÅLET er kommet for at blive, er sikkert og vist, men det er ikke mere end 14 dage siden, at en dansk klimaforsker stod i DR’s ”Aftenshowet” og sagde nogenlunde, hvad Mikkel Dencker siger nu.

At det er svært at svare entydigt på spørgsmålet om det menneskeskabte, men at det udgør en sandsynlig forklaring. Disse nuancer skal huskes, når flokken styrter i én retning i en mytologisk ladet diskussion med rum for store følelser. Uffe Elbæk kan sikkert hente en slat af de tabte vælgere tilbage, for dette er hans scene, fantasterne rører på sig, og det er klogt at advare imod, at klimasagen bliver for nært beslægtet med forestillinger om undergang og frelse.

DET ER EN KENDSGERNING, at flertallet af verdens forskere mener, at klimaforandringerne i høj grad skyldes vores levevis, men der findes samtidig forskere, der er lidt mindre sikre, og det er også en politikers opgave at minde om faren ved for snæver dogmatisk enighed. Jo mere den politiske retorik i mediekraftens rivende strøm bliver religiøs, desto vigtigere er netop den påmindelse.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.