Månedens præst i DR Kirken er Flemming Kloster Poulsen fra Sct. Mortens Sogn i Randers. I søndags lyttede jeg til hans prædiken, umiddelbart efter at jeg havde hørt det prisværdige P1-program Natursyn. Tilfældet ville, at de to udsendelser havde et fælles livssyn.
Mellem tv-gudstjenesten og radioens naturvidenskabelige magasin dannedes der en smuk sammenhæng ved hjælp af Kloster Poulsens brug af dette citat af Søren Kierkegaard: Kristendom, det er at se sig glad på livet og næsten.
LÆS OGSÅ: Søndagen er familiens eget ritual
Det var prædikenens pointe: Kristendom, det er at se sig glad, bruge sine øjne, se sig glad på det liv, der ligger lige uden omkring dig og dit medmenneske. Med henvisning til vores moderne medier og dermed til Jens Olesens udgave af radioens Natursyn denne påstand:
Det, som Kloster Poulsen også omtalte som troens syn, hvori vi ser os glade, angår også det videnskabelige natursyn. Sidstnævnte må lige som kristentroen hele tiden basere sig på teorier og antagelser, der vedvarende er parat til at udsætte sig for tvivl.
EN VÆSENTLIG ÅRSAG til dette forhold er, at vi er så begrænsede af vores utilstrækkelige sanser og måleinstrumenter, at vi hele tiden kommer til kort. Vi kan med Paulus ord kun erkende stykkevis og delt. Virkeligheden må tillempes, for at vi kan fatte blot noget af den.
Det sidste gav Jens Olesen på sin vanlige engagerede måde nogle glædeligt bevidstgørende eksempler på. Det var registrerede lyde og vibrationer fra optagelser af signaler lige fra såkaldte hvæsekakerlakker og flagermus til elefanter og blåhvaler. Livsbekræftende!
Ved at øge eller sænke optagelsernes hastigheder åbnedes der for lyduniverser og lydlandskaber, der normalt ikke er adgang til. Eksistensen af lavfrekvente lyde, infralyde og ultralyde blev påvist som indirekte bevis på vores stærkt begrænsede sanseapparater.
Vi har før hørt om hørbare seismiske vibrationer fra for eksempel islandske vulkaner, svovlkilder og gejsere. Men i hvert fald for mig var det nyt, at ørkenernes sand kan synge med vibrationer af lyd fra klitter i skred, som kan høres på mange kilometers afstand.
Vores moderne digitaliserede kommunikationsteknologi sætter os i stand til at opfatte, se og høre det ellers hidtil ufattelige, usynlige og uhørlige. Det kan svimle lidt ved tanken på, at der efter alt at dømme er uendeligt meget langt igen, inden alt kan begribes.
Apropos utilgængelige lyduniverser, så vær opmærksom på det seneste afsnit af P1s Arabiske stemmer. Værterne, Helen Hajjaj og Naser Khader, diskuterer her spidsfindige dialektforhold i arabisk, der er det femte mest talte sprog i verden.
Arabisk er det officielle sprog i 22 lande fra Marokko i vest til Sudan i syd og Irak i øst. Desværre byder det på store vanskeligheder, når der ikke skelnes mellem det skriftsprog, alle i den arabiske verden kan læse, og så det talesprog, der ofte misforstås på tværs af grænserne.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder