Prøv avisen
Mediekommentar

Tulle - mere taktiker end tøsedreng

Kristian Thulesen Dahl er en privat mand, om hvem man ikke ved meget andet, end at han er lidenskabelig fan af fodboldklubben Liverpool og spiller på oldboysholdet hjemme i Thyregod. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Snarere end at kalde Kristian Thulesen Dahl for en tøsedreng, synes det mere oplagt at kalde ham taktiker til fingerspidserne, skriver Sørine Gotfredsen, præst og debattør

DER FINDES IKKE i disse dage et mere oplagt menneske at interviewe end Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. I går var han hovedperson i P1's ”Sommergæsten”, og der er meget at spørge denne mand om.

Efter et uhyre vellykket folketingsvalg, hvor Dansk Folkeparti blev landets næststørste parti, har Kristian Thulesen Dahl som bekendt valgt ikke at træde i regering, og overalt i landet diskuterer danskerne hvorfor.

Er manden mon virkelig den tøsedreng, som Kristen Poulsgaard i 1995 udråbte ham til at være på det legendarisk kaotiske møde i Fremskridtspartiet? Som udgangspunkt fik man i hvert fald her på P1 bekræftet, at Kristian Thulesen Dahl er en privat mand, om hvem man ikke ved meget andet, end at han er gift og har tre børn, han er lidenskabelig fan af fodboldklubben Liverpool og spiller på oldboysholdet hjemme i Thyregod.

Hans musikvalg afslørede desuden, at han med sin store fædrelandskærlighed er en lidt sentimental karakter. Blandt andet hørte vi pigekoret synge ”Vi elsker vort land” samt den smukke hymne fra musicalen ”Chess”, der storladent hylder de landegrænser, et menneske bærer i sit hjerte.

MAN BEMÆRKER DESUDEN, at Kristian Thulesen Dahl udtrykker en nærmest konstant strategisk opmærksomhed. Selv i sekunderne i 1999, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) erklærede Dansk Folkeparti for evigt ikke-stuerent, var Kristian Thulesen Dahl i gang med at analysere, hvad ordene politisk ville kunne bruges til.

Samtidig udtrykker han et klart defineret livssyn, når han siger, at fællesskabet i dette land afhænger af, at folk i al almindelighed oplever, at den konkrete nationale ramme består. Her har Kristian Thulesen Dahl og hans parti fat i en så basal sand pointe, at den alene udgør en stor del af forklaringen på den ret utrolige succes, Dansk Folkeparti har udviklet sig til.

NATURLIGVIS SLAP Kristian Thulesen Dahl ikke for at forsvare sin beslutning om ikke at gå i regering, og hans forklaring var den samme, som vi allerede har hørt. Han vil ikke være fuldt forpligtet på et regeringsgrundlag og mener, at partiet i længden kan indfri flest løfter ved at stå udenfor.

Det er nok muligt, men det ændrer jo ikke ved at med så mange mandater i ryggen, udgør det altså en lidt provokerende eksklusiv selvopfattelse.

Og kontrasten i disse dage er enorm. Mens Lars Løkke Rasmussen (V) som ny statsminister dagligt må kæmpe som en bulldog og umuligt slipper fra projektet uden skrammer, sidder Kristian Thulesen Dahl med ret ryg og mildt ansigt og lader blot tiden gå sin gang.

Han er kendt for at tænke mange skridt frem, og det er bestemt tænkeligt, at han satser på efter endnu en etape på sidelinjen at indtage magten med endnu større effekt. Dansk Folkepartis enestående position gør sikkert taktikken mulig.

Så snarere end at kalde Kristian Thulesen Dahl for en tøsedreng, synes det mere oplagt at kalde ham taktiker til fingerspidserne. Vel vidende, at de to karakteristikker kan rumme et vist overlap.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist