”DE ER FULDSTÆNDIG overladt til de voksne, der er omkring dem. Og som ikke råber højt, fordi det jo er dem, der begår fejlene. Det duer ikke, for så får det lov til at sejle – ligegyldigt om vi taler økonomistyring, medicin eller pædagogisk indhold, så er der ikke styr på det her område.”
Ordene faldt, da Socialdemokratiets børne- og socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, i mandagens ”P1 Morgen” kommenterede en sag om livsfarlig overmedicinering af en 12-årig dreng. Sagen var forinden rullet op i et længere indslag i ”21 søndag” på DR 1, som kunne fortælle, hvordan et nordjysk opholdssted har misrøgtet sin opgave.
Og den vil formentlig blive fulgt af flere indslag de kommende dage, fordi den er båret af en række svigt, der kalder på politisk handling.
Dermed er facit nok også givet på forhånd: Endnu en kontrolmekanisme bliver indført i et system, der i forvejen er spækket med evalueringsskemaer, rapporter og redegørelser.
Men hvor nye svigt, huller og misbrug af offentlige midler stensikkert vil dukke op. Og hvor der igen og igen vil være historier, som egner sig til den bedste tv-sendetid.
I SIG SELV ER DET selvfølgelig godt, når tidligere ansatte på opholdssteder står frem. Deres indsigt og viden er afgørende for at få hul på historier, det ellers ville være umuligt at fortælle. Og som naturligvis skal bringes videre til en offentlighed, der endnu en gang kan undre sig over, hvorfor opholdssteder for børn og unge med problemer ikke har orden i sagerne.
Men desværre skriver de fleste sig ind i en lang række, hvor de fremstår som enkeltsager uden kobling til det systemsvigt, der muligvis ligger bag. Hvorfor et stigende antal bliver anbragt, bliver stort set ikke diskuteret.
Mindst lige så iøjnefaldende er den fraværende diskussion af, hvad samfundet får for de omkring 15 milliarder kroner, der årligt bliver investeret i udsatte børn og unge – og som i vid udstrækning bliver anbragt på de omdiskuterede opholdssteder.
DER ER SÅLEDES NOK at tage fat på for medierne.
Det er fint at hvirvle enkeltsager op, men hvis årsager og perspektiver fordufter, bliver det unægtelig lidt svært at få øje på den festtalehyldede ”fjerde og kontrollerende” statsmagt.
Som den erfarne tv-dokumentarist Ulrik Holmstrup – der selv har lavet stribevis af udsendelser om svigtede børn og unge – sidste år noterede i bogen ”Udsat for pressen”, er det på tide ikke at stille sig tilfreds med hovsainitiativer, som ingen kender effekterne af: ”Ikke mindst af hensyn til børnene, som det hele handler om.”
AT KOMME VIDERE end enkeltsagerne er imidlertid en ressourcekrævende opgave.
Og med et minus de kommende år på omkring en halv milliard i den samlede mediestøtte – også til de private – er der desværre ingen umiddelbar udsigt til, at den uendelige tv-føljeton om svigt på opholdssteder vil blive suppleret med den, som handler om systemets svigt.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.