Indslag om Borgen i 21 Søndag var en tyndbenet omgang

Det var yderst begrænset, hvad i alt 10 minutters rundtur på Borgen havde at byde på i søndagens indslag i 21 Søndag, mener Kurt Strand

Trods politisk indsigt hos Bjarne Corydon var der begrænset udbytte af 10 minutters rundtur på Christiansborg, mener Kurt Strand. –
Trods politisk indsigt hos Bjarne Corydon var der begrænset udbytte af 10 minutters rundtur på Christiansborg, mener Kurt Strand. – . Foto: Ritzau Scanpix.

BANALITETER STOD I KØ, da ”21 Søndag” rundede weekenden af med en status på de igangværende regeringsforhandlinger.

Af indlysende grunde ville ingen centrale forhandlere bidrage med andet end forventelige høflighedsfraser, og i stedet blev en tidligere spindoktor og en forhenværende topminister bedt om at tage seerne ”med ind bag de lukkede døre på Christiansborg”.

Men trods ubestridelig politisk indsigt fra såvel Margrethe Vestagers eksrådgiver Henrik Kjerrumgaard som fra Thorning-regeringens finansminister Bjarne Corydon var det yderst begrænset, hvad i alt 10 minutters rundtur på Borgen havde at byde på.

”Det handler om, hvem der skal bestemme”, ”om magt og virkelige samfundsforhold”, og ”de skal finde ud af, hvor man er henne – dér, hvor det knaser og gør ondt”, lød det blandt andet. Ja, hvad ellers?

At det således var begrænset, hvad der egentlig var at fylde sendetiden med, vidste tilrettelæggerne af ”21 Søndag”-indslaget formentlig på forhånd. Derfor havde de med stor ihærdighed satset på et dygtigt tilrettelagt formsprog, hvor skæve kameravinkler, speedede optagelser og hurtige klip miksede jubelscener på valgaftenen med aktuelle udtalelser fra de igangværende forhandlinger. Dermed kunne det fra en overfladisk betragtningsvinkel se ud, som om der var substans at byde på. Men som enhver førsteårsstuderende på landets tre journalistuddannelser ved, kan form og indhold ikke skilles af. Selv det mest elegant klippede tv-indslag kan ikke dække over mangel på indhold. Ligesom det omvendt gælder, at selv gennemarbejdet indhold ikke er meget bevendt, hvis det ikke formidles, så seere, lyttere og læsere forstår, hvad der foregår.

Det endegyldige bevis på fraværet af substans viste sig på lydsiden, nemlig ligegyldig musik som underlægning til alt det, der ikke var noget at fortælle om. Desværre synes det at være en mere og mere indarbejdet stil, at når indholdet i et tv-indslag er tyndt, så kan det sovses ind i musik med håb om, at den kan holde seerne vågne.

Hvad der må undre er, at DR’s nyhedsafdeling ikke har større ambitioner end det, der gled over skærmen søndag aften. Afsættet var forhandlinger om blandt andet klima, hvor CO2-nedskæringsprocenter på 30, 60 og 70 øjensynligt havde været på bordet. Altså en oplagt anledning til at gå langt væk fra det, der foregik på Christiansborg – og i stedet fortælle om forskelle og konsekvenser. Om, hvilke forandringer, de forskellige procenter kræver, og hvad de betyder for vores daglige liv.

Dét havde været både relevant og interessant. Tilmed ambitiøst og i god overensstemmelse med, at netop ”21 Søndag” jævnligt kaldes DR’s journalistiske nyhedsflagskib. Og når der i introduktionen af indslaget søndag blev brugt vendinger som ”intense regeringsforhandlinger”, ”rigtig meget på spil” og ”stor magtkamp lige nu”, var der grund til at forvente andet end tyndbenet tomgang.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.