Uddannelse er ikke altid den bedste vej frem i livet

Vi skal i fremtiden leve af vores hoveder, vi skal være forrest når det gælder uddannelse, vi skal konkurrere på viden

Det er altså ikke så simpelt, som det ellers kan synes, når politikerne udtaler sig om uddannelse og jobsituation. Der er mange aspekter og problemer i ønsket om, at ville være førende på uddannelsesområdet.
Det er altså ikke så simpelt, som det ellers kan synes, når politikerne udtaler sig om uddannelse og jobsituation. Der er mange aspekter og problemer i ønsket om, at ville være førende på uddannelsesområdet. . Foto: Torben Christensen Denmark.

Sådan har vi de sidste år hørt politikerne udtale og det er stadig et fokuspunkt, som vi seneste hørte fremhævet i statsministerens nytårstale.

Den økonomiske krise medførte, at en stor del ufaglærte arbejdere mistede deres job, og der blev som en følge heraf, givet en stor sum penge til at støtte uddannelsen af ufaglærte.

LÆS OGSÅ: Stress-kollapsede kolleger vækker irritation på jobbet

Og nu er det altså blevet til et mantra, at man kan redde sig selv fra arbejdsløshed, ved først og fremmest at tage sig en ungdomsuddannelse og dernæst en videregående uddannelse.

I netværket på P1 lørdag formiddag handlede det om uddannelse og den fremtid, som de unge går i møde. I programmet blev en mand interviewet; han havde en lang akademisk uddannelse, og havde søgt en række stillinger, først indenfor sit felt og da han ikke havde held med at få stilling der, begyndte han at søge ufaglærte stillinger. Men han var overkvalificeret. Hans afslutningsbemærkning var: Det dummeste jeg har gjort er at tage den uddannelse.

Det er altså ikke så simpelt, som det ellers kan synes, når politikerne udtaler sig om uddannelse og jobsituation. Der er mange aspekter og problemer i ønsket om, at ville være førende på uddannelsesområdet. For vi kan ikke alle gå på den samme lige række gennem uddannelsessystemet. Det er hverken godt for samfundet eller den enkelte. Det er ikke alle der har gavn af en gymnasial uddannelse. Måske fører det nederlag med sig og gør det vanskeligt at komme videre derfra. Desværre har det store fokus på uddannelse ført en grad af uddannelsessnobberi med sig. Det lægger et stort pres på den generation der står overfor at skulle vælge deres vej videre i livet.

Et andet pres på de unge, synes at ligge i den nærmeste fremtid. Fremtidsforsker Anne Marie Dahl fremlagde i programmet på P1 et fremtidsscenarie. Hun skildrede det kommende samfund som båret af den enkeltes selviscenesættelse. Og forudså, at der indenfor en årrække vil være en opløsning i lønarbejderkulturen og at freelancer-kulturen vil vinde frem som den dominerende i vores samfund. Derfor vil det blive af største vigtighed, at den enkelte forstår at sælge sig selv og sætte sig selv i scene, for at få arbejde.

Unge er gode til at iscenesætte sig selv, det skal man ikke kaste mange blikke på facebook for at opdage, men at det i den grad skulle blive deres måde at overleve på, tjener ikke nødvendigvis et godt formål, for her vil nogle igen falde fra, selvom de er nok så dygtige. Der vil i et sådant freelance samfund kun blive plads til dem der formår at sælge sig selv på den rigtige måde.

Umiddelbart tegner det til at vores samfund og arbejdsmarkedet bliver mindre og mindre rummeligt. Men fremtidsscenarier og politiske forestillinger skaber kun et billede af hvor samfundet måske bevæger sig hen, men vi kan være med til at ændre den udvikling, hvis vi ikke kan lide det vi ser.

Lea Skovsgaard er sognepræst