Det er i det hele taget min erfaring, at sådan forholder det sig også med, hvad vi i øvrigt præsenteres for i tv. Ude i virkeligheden er alt helt anderledes end det, tv-fotograferne viser os. Men det opdager man jo kun, hvis det viste er noget, man kender til i forvejen.
LÆS OGSÅ: Giv Modersmål-Prisen til TV 2s kommentatorhold
Som Osvald Helmuth sang det i 1963 med Erik Leths revyvise om opad og nedad: Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve det. Det oplevede jeg i mandags i det andet afsnit af DR 1s serie Kyst til kyst. Afsnittet skulle denne gang følge en rute fra Thyborøn til Filsø.
Da jeg det meste af mit voksne liv har beskæftiget mig med og opholdt mig på netop denne kyststrækning, virkede det ejendommeligt, at den timelange udsendelse rummede så få genkendelige optagelser. Der blev for eksempel brugt al for meget sendetid på en olieplatform.
Sådan også med omtalen af en gammel u-båd, der var blevet bjærget ud for Thorsminde, og som viste sig at have en helt anden nationalitet end forventet. Der blev talt meget om, hvordan der fra Fiskehallen i Thyborøn leveres fisk til navngivne restauranter i København.Med største respekt for de nævnte emner så fik de lov til at dominere alt for meget på bekostning af, hvad der i en serie med titlen Kyst til kyst kunne forventes af karakteriserende optagelser og omtaler af kyststrækningens stærkt sammensatte lokalhistorie.
Jo, jo, der var et udmærket afsluttende besøg i området omkring Filsø. Der manglede imidlertid en nærmere redegørelse for gendannelsesprojektets dramatiske forhistorie. Man kunne lige have nævnt fuglemaleren Johannes Larsens begejstring for stedet.
I det hele taget kunne et besøg på kunstmuseet i Nymindegab og de nærliggende fuglereservater i den sydlige del af Ringkøbing Fjord have givet et perspektiverende indtryk af kyststrækningens særpræg og udvikling.
Særlig mærkværdigt var det, at det dynamiske turistmiljø ved Henne Strand og dermed et tidstypisk eksempel på hele den betydningsfulde kystturisme blev forbigået. I stedet fik seerne nogle optagelser af to ensomme ryttere på en sandstrækning, der ikke kunne identificeres.
Helt fremmedgørende virkede det, at indslaget, der skulle fremhæve betydningen af den sindsro, man rigtigt nok fyldes af på disse strandbredder, var præget af et symfoniorkester med pauker og basuner. Sådan også med alle de andre indslag.
Det er en uskik, som synes at være importeret fra engelsksprogede tv-kanaler, at naturudsendelser skal forsynes med dominerende musikalske lydkulisser. Sådan er det jo ikke ude i virkeligheden, slet ikke ved Vesterhavet.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder