Uden national offervilje er vi ikke et folk

Hvor meget mon de glade skatteydere ville betale, hvis de selv skulle fastsætte deres bidrag til statskassen? spørger sognepræst

Uden national offervilje er vi ikke et folk
Foto: Mads Jensen / Ritzau Scanpix.

”TILLIDEN TIL skattemyndighederne er på mange måder fundamentet for den høje danske skattemoral hos det store flertal af borgere og virksomheder.”

Sådan hedder det i ”Retfærdig retning for Danmark” – den nylige politiske forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Derfor er det også en politisk målsætning for partierne at øge tilliden til Skat, der som bekendt har haft en række sager, der har kostet så vel i skattekroner som i offentlig anseelse. Den høje skattemoral i Danmark skulle gerne bibeholdes og ikke synke til det niveau, der kendes fra visse andre lande. Måske bliver vejret bedre, når man tager sydpå, men ofte er det omvendt med skattemoralen.

Men nu skal man altid være varsom med selvros både som enkeltmenneske og som land. Skattemoralen er høj, men skatten er også noget, som inddrives, ikke noget, som indsamles. Nok hører man en gang imellem folk sige, at de betaler deres skat med glæde, og det skal nok passe, men de skal også betale, selvom de ikke er glade. Hvor meget mon de glade skatteydere ville betale, hvis de selv skulle fastsætte deres bidrag til statskassen?

Det er apostlen Paulus, som skriver under en indsamling til menigheden i Jerusalem:

”Enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.”

Det er høj skattemoral ikke at snyde i skat, men det er nu højere moral at give af hjertet end at betale under lovens tvang.

Jeg er ganske vist ret overbevist om, at vi ikke ville kunne finansiere velfærdsstaten med frivillige bidrag. Uden lovpligtige skatteindbetalinger ville vi slippe billigere, end vi burde, og vores smålighed ville ofte vinde over samfundssindet. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det frie offer står over det tvungne bidrag.

Derfor fangede det mit øje, da jeg for et par dage siden så programomtalen af ”Danmark kort” på P1. En af disse korte perler om Dannmark og danskerne, som kalder på smilet og eftertanken.

I denne uge stod der nemlig noget om selvbeskatning. Selvbeskatning. Det er alligevel et pudsigt ord. Det plejer jo at være staten, som beskatter. Nogen vil måske sige, at selvbeskatning lyder som selvpineri.

Baggrunden var et borgerinitiativ i 1880-1990’erne under navnet ”Den frivillige selvbeskatning til forsvarets fremme”. Med tilslutning fra 100.000 borgere samlede man ind til styrkelse af det danske forsvar. Finansiering af forsvaret er normalt politikernes sag, men dengang syntes man ikke, at politikere på Rigsdagen gjorde tilstrækkeligt. Derfor blev borgerne opfordret til forsvarsvenlig selvbeskatning.

Kunne man forestille sig det i dag, så folk for eksempel gik sammen om ”Den frivillig selvbeskatning til skolernes fremme” eller måske til fremme af højere sociale ydelser, nye kampfly eller motorveje? Under alle omstændigheder blev der dengang indsamlet nok penge til at finansiere anlæggelse af Garderhøjfortet nord for København i 1886-1992. En fin lille historie om national offervilje. Uden den er vi ikke et folk.

Jesper Bacher er sognepræst.