ER DET NOGET at skrive om i en pæn avis? Ja, sådan var min næste tanke, da jeg fik den tanke at kommentere TV 2 Zulus nye seersucces ”Date mig nøgen”. Som det fremgår, overvandt jeg min betænkelighed og huskede mig selv på, at en pæn avis ikke er en berøringsangst avis, men en redelig avis. Og hvad end man synes om konceptet, så er ”Date mig nøgen” et af tidens tegn. Programmet blotter mere end kroppe, det blotter et menneskesyn.
Hvad skal man sige, når en mandlig deltager bliver præsenteret for nøgne kvinder i små bokse, hvor de afsløres nedenfra og op? På studieværtens foranledning står han så og kommenterer former og attraktion ved kvindernes kropsdele. ”Hvad har du at sige om Lillas bryster?”, hed det således fra Ibi Makienok til en benovet ungersvend, mens Lillas ansigt stadig var skjult. Jeg må sige, det mindede i påfaldende grad om en scene fra et slavemarked, hvor sælger og køber kigger på kroppe uden at se mennesker. Et regulært kødmarked overflyttet til landsdækkende tv.
SELVFØLGELIG HAR kvinder og mænd altid vurderet hinandens ynder, og den fysiske skønhed vil altid fascinere og betage. Sådan er det, og det er der ingen grund til at undres eller forarges over. Men er mennesker ikke andet og mere end gejle savannedyr på jagt efter den stærkeste han og den smukkeste hun? Kroppen skal ikke være kilde til skam, men det er skammeligt, hvis mennesker reduceres til fysik. Bornerthed er belastende, men manglende blufærdighed er også anmassende og uværdigt. ”Date mig nøgen” er blevet fremhævet som et opgør med en kropskultur, hvor man dyrker det perfekte og en modig fremvisning af almindelige kroppe. Ja, for at understrege nøgenhedens naturlighed kan man i programomtalen læse, at ”Ibi Makienok går bevidst nøgen rundt derhjemme”. Det ville også være noget distræt, om hun gjorde det ubevidst. Studieværtens hjemlige nøgenhed skulle angiveligt lære sønnen noget om den uperfekte kvindekrop.
DET SKAL GERNE MEDGIVES, at der er brug for et opgør med forskruede krops-idealer, som gør, at mange ikke længere bader efter idræt, underkaster sig mere eller mindre konstante afmagringskure og lider i selvværdet. Det er en tåbelig og malplaceret forfængelighed, og perfektionskulturen er også på dette punkt lige så ukristelig, som den er dum. Men opgøret går i den modsatte grøft, hvis man opgiver al blufærdighed. Blufærdighed er ikke snerperi, den er et værn om intimitet og værdighed. Blufærdighed lukker ikke inde, men den lukker ikke enhver ind. Blufærdighed er ikke grænseløs og derfor ikke hæmnings- og skamløs.
Ak, der er en kedelig dobbeltbevægelse i tiden. På den ene side er der fænomener som ”Date mig nøgen”, på den anden side er der den religiøse indpakning af muslimske kvinder og piger. På den ene side offentlig afklædning, på den anden side offentlig tilsløring, på den ene side hedonisme, på den anden side rigorisme. Men det er nu bedst med bikini frem for burka og undseelse frem for ekshibitionisme.
Jesper Bacher er sognepræst.