Fire drab på en jødisk skole i Toulouse. Det er forfærdeligt. Men det er også ubegribeligt, at der skal ske noget så dramatisk, før journalisterne begynder at interessere sig for Frankrig og det forestående præsidentvalg. Første valgrunde er i næste måned, og der er ved at blive vendt op og ned på førerpositionen mellem de to topkandidater.
LÆS OGSÅ: Spin foregår ikke længere kun på Christiansborg
Det sker, fordi den siddende præsident, Nicolas Sarkozy, har benyttet sig af et gammelt trick at skælde ud på EU-samarbejdet. Og det ser ud til at give point. Han har igennem længere tid haltet langt efter den socialistiske kandidat, Francois Hollande, som ivrigt har talt om at rulle samarbejdet tilbage på visse områder.
At skælde ud på EU har altid været godt mediestof. Det var det også i sommer, da Dansk Folkeparti ryddede mediefladen med historien om at kræve grænsebommene ned over landet. Og da Dan Jørgensen (S) i mandags annoncerede, at han vender hjem fra Europa-Parlamentet, lød overskriften Dan Jørgensen dropper EU i stedet for Efter to succesrige valgperioder i EU vender Dan Jørgensen hjem. Jeg ærgrer mig hver gang over, at EU-stoffet skal have den negative klang.
Og hvorfor er det, at det franske præsidentvalg ikke optager journalisterne? Det er jo ikke uvedkommende, hvem der vinder. Slet ikke, når de to kandidater vil føre det europæiske samarbejde ned ad to forskellige spor. Af den årsag er det også ubegribeligt, at journalisterne ikke endevender de to scenarier.
Imens der er stille omkring det franske valg, kan vi til gengæld følge tæt med i det amerikanske, som dækkes hyppigt af blandt andet tv-stationernes korrespondenter. Mitt Romneys mormonbaggrund må siges at være godt vendt i alle medier. Omtalen har også været bred i de senere dage af Bo Xilais exit fra kommunistpartiet, og den forestående udskiftning i den kinesiske partitop. For måske er de slet ikke så enige, som vi går og tror.
Hvad der sker i USA og Kina er selvfølgelig uhyre interessant, men det er en betydningsfuld begivenhed som et fransk præsidentvalg i lige så høj grad. Der er ikke noget at sige til, at begejstringen for EU-samarbejdet udebliver. Det er ærgerligt, for der skabes rigtig mange gode resultater i Bruxelles, og arbejdet er mindst lige så spændende som i Folketinget.
Men det bliver aldrig et fælles projekt, hvis ikke politikerne holder op med at skælde ud på EU for at vinde momentum internt, og hvis ikke journalisterne holder op med at løbe efter de historier. At stå og slå på EU ligner dog en vinderstrategi for Sarkozy. Det er bekymrende for EU-projektet i en tid, hvor vi burde rykke tættere sammen om EUs udvikling og interessere os for de folk, der tegner unionen med den økonomiske krise inden for døren og med Arktis og Asien, der i stigende grad bliver omdrejningspunktet for den nye verden.
Vi mangler en ny Uffe, der kan tone frem på tv med EU-sokker og med en smittende begejstring for det europæiske projekt.