SKATTEREFORMEN og den dertilhørende splittelse i SF var tophistorie i de fleste medier i sidste uge. Özlem Cekic har været ugens politiske cliffhanger, siden vi så en grådkvalt Lisbeth Bech Poulsen forlade SFs gruppeværelse i onsdags.
Man skulle have bind for øjnene for ikke at se, hun var blevet banket godt og grundigt på plads i gruppeværelset. Hun endte med at bide til bolle på skattereformen og støtte op om regeringen. Gruppeformanden gjorde ellers, hvad hun kunne, for at sige til de sultne medier efterfølgende, at Lisbeth blot var bevæget, fordi flere fra folketingsgruppen havde givet hende et kram. Den forklaring er der vist ingen, der tror på.
LÆS OGSÅ: Cekic er landet: Jeg går ingen steder
Özlem Cekic bed derimod ikke til bolle. Netop hjemvendt fra USA fortalte hun til et kæmpe presseopbud i Kastrup, at hun ikke agtede at stemme for reformen. Med ét røg låget af den politiske trykkoger. Og med det havde hun ikke længere nogen ordførerskaber.
Politik er i høj grad kompromisets kunst. Kun i enkelte sager af mere etisk karakter fritstilles medlemmerne, som for eksempel ved sager om kunstig befrugtning. Ellers er reglen, at folketingsmedlemmerne stemmer med deres parti. Hvis medlemmerne alene stemte efter overbevisning eller ideologi, ville der ikke blive vedtaget meget lovgivning, da flertallet i så fald ville skulle hentes på kryds og tværs.
Ingen partier har flertal alene i Danmark og har aldrig haft det. Der lavers konstellationer og indgås aftaler for at skaffe flertal bag den lovgivning, der skal vedtages, og som kræver mindst 90 mandater. Når aftalerne indgås mellem de forskellige partiers forhandlingsledere, er det i tillid til, at partierne, der er med, har deres gruppes mandater bag sig.
Når tre, fire eller fem partier skal blive enige om en aftale, siger det sig selv, at der er hakket en hæl og klippet en tå hist og pist. Ingen får det præcis, som de gerne vil. Der skal handles, og der skal gives efter for at opnå forligene.
Jeg ved, hvor svært det kan være som folketingsmedlem indimellem.
Når jeg ser tilbage på min tid i politik, har der været mange gange, hvor jeg har måttet gå turen til salen med sammenbidte tænder, fordi jeg skulle ned og stemme om noget, der bestemt ikke var groet i min have.
Særligt havde jeg det rigtig ubehageligt med de utallige stramninger, der kom på udlændingepolitikken. Indimellem fik jeg derfor en clearing, så jeg i det mindste ikke behøvede selv at trykke på afstemningsknappen.
Men en gang imellem bliver det hele alligevel bare for meget. Det er det, der nu er sket for Özlem.
Her handler det indre opgør selvfølgelig om, hvorvidt det er hjertet og ens overbevisning, der skal råde, eller om det er det strategiske og karrierefremmende, der skal råde.
Jeg håber vitterlig, hun ved, hvad hun gør. Jeg synes, hun er et rigtig frisk pust. Men prisen for at gå imod gruppen er høj. For der er ikke plads til egne meninger i en sag, der er så vigtig for regeringen som denne.
Gitte Seeberg er generalsekretær i WWF, Verdensnaturfonden